Bleggule blad fra fugtsorte gren
synker mod jord i stille vånde,
havet er grånet og solen er sen,
vindene tungt drager ånde.
Haren den hopper forsulten i skov,
mørket er herre i vinterens tid,
kommer med kulden ved hånde.
Sommerens dage, soltidens glød,
vinden, der vifted let i lunde,
lyset, der kælent om roserne flød,
kyssede violernes munde, —
alt er forsvundet med svalen i høst,
regn over ødemark, vind fra øst,
glæden er dræbt og naturen er død,
hvor er der bod for vor vunde?
Kom, lad os søge kærternes blus,
dække vor rude, døren lukke,
kom, lad os løfte det bredfyldte krus,
vinen i struberne klukke!
Druen er moden og natten er lang,
syng os med vinvædet mund en sang!
Klareste toner af kærligste bryst!
Bedre at synge end sukke!
Klag ej for vinterens time er nær,
kulden til trods I jer fornøje,
blomsterne døde, men bænkede her
ser I ind i vennernes øje.
Vel er det lifligt at ligge bag lund
skuende ud mod det blanke sund,
dog er det bedre i kærlighed
mod menneskers bryst sig at bøje.