I.
Der stiger duft fra blade-hang, det lokker mig, det vinker, —
det ildner i min tanke, det suser i mit sind, —
til fjærne fjæld til bjærgetind, hvor månelyset blinker.
Der hæver højt den brede eg sin sorte, vredne stamme,
i gren sig fletter knudret gren, et tusindmasket vildskovsnæt,
og glinsende i glitterlys fra månens blege flamme
de dunkelgrønne blade flokker sig trindt og tæt.
Det tystner under løvsalsloft, hvor dæmringsmulmet ruger,
ej synger fugl på kviste, ej lyder vindens suk,
kun dybt i klippekløftens grund der risler kildens sagte kluk,
et agern faldt, et dådyrs fjed — og natten lyden sluger.
Der synker liflig duft mod jord, den stiger op af mulde
så krydderstærk, livsalig sød, som dufter lind skærsommernat,
der strømmer fred fra jorden frem, fra månens kreds den fulde
så mildt på alle bjærge henover skov og krat.
II.
Der løber lys i nattens mulm, det mylrer frem i skovens grund,
imellem lundens stamme-hær det lysner gult med ildorms glød.
Der lyder larm fra skovens dyb, et dæmpet råb fra mørkets mund,
en mangestemmig enhedsklang, som søens sang ved dagens død.
Det bruser frem med glimt i glimt, som sol stod op ved midnats stund,
der strimer stråler gennem løv og himlen farves purpurrød.
Sky farer hjorten frem i lund, hver skovfugl skræmmes op af blund,
klagende sangen klinger.
Men uglen svæver sagte bort på bløde brede vinger.
Det nærmer sig; ad fjældesti der bugter frem et broget tog,
de svinger fakler frit i hånd, de trænges tæt i dristig dans;
i vanvids-virvar vinberust sig slynger pige, mand og pog,
med blus rød kind, i øjet ild, på våde hår en vinløvs krans,
om livet slængt et spættet skind af vege hind, som nys de vog,
det gynger over brune lår med gylden lød i fakkelglans,
og arm i arm og bryst ved bryst, i lue-lys, i funke fog — —
latter fra tusinde lunger!
Og cymbel-skrig og strængelegs hvin og kobberlurerne runger.
O druelue, vinstoksblod! Vort søde liv, vor hede lyst! ...
Kom frem du tunge sølverkar med gyldenrand på guldhjul små,
af yppig-runde klaser fyldt, på fjældvæg født’, på solkær kyst!
O sprøde gylden-grønne bær, o ferskenskære, dunkelblå!
Grib dybt i grams! Hæv højt i hånd! O klaseklynger! Knus og kryst!
Lad saften sive ud i skum, de perlelyse strømme gå
i bugt ad arm, fra fingre frem, de rinde rødt på brede bryst!
Sydende most for munden! —
Det durer af larm og duver i dans blandt løbende lys i lunden.
III.
Se, han kommer, Dionysos, lænet lad i karm tilbage —
gyldenkarmen, blomsterkranset, med rubiner rundt besat;
let i løb de broget-gule pantre guden fremad drage,
hvide lyser deres tænder, øjet grønt i skovens nat.
Se, han kommer; tyrsosstaven hviler løst i lange hænder —
herskerspiret, koglekronet, vinløvvundet, gydt i guld;
dådyrsskindet blødt sig føjer om de brede, trinde lænder,
dybt de sølverblanke fødder sænkes i violblå uld.
Salve-våde sorte lokker langs den runde skulder svømmer,
kongeringen over panden lysner blåt i demant-lyn;
blidt og dybt som mø i dvale hed af elskovslængsel drømmer,
blinker gudens store øje under sorte bue-bryn.
Store fulde purpurlæber, fugtig-bløde, vindugg-våde,
mørkerøde modne roser, smilende på sælsom vis,
sødt som liljeduft i natten, gemmende en uløst gåde,
vildt som vidløs fugl i lunde, svangert med et livs forlis.