Adrift as a pinnace in peril.
Det kom med klukkende vover, der strøg en bærende bris,
og båden gled vuggende over og smøg gennem dæmringens dis;
på himlens lysende bue de småstjærners mylrende kuld
begyndte at tindre og lue med glans af det blegeste guld,
og stævnen duved og nejed, og skummet fra boven i flød,
langs siden det summed og fejed og glimted i lysenes glød;
om roret det larmed og rulled, mod hækken det plasked og slog,
det blinked af morild-guldet, hvor kølvandsstriben sig drog.
Og natten var svanger med sange, med dæmpede lokkende lyd,
de kæled kvidrende lange, de hvisked i bristende fryd.
Jeg sad og intet jeg gætted, og alting varslede fred,
i bølgens musik var den fletted, den dryssed fra stjærnerne ned,
fra dybet det dulmende toned, det strøg som en trøstende hånd,
og sindet var mildt og forsonet og løsnet tindingens bånd.
Min vej lå lys for mit øje, jeg skønned hver fod jeg fôr,
og alt måtte sikkert sig føje, for jeg sad selver ved ror.
Og båden var træl for mit tykke med svulmende sejl over stang.
Jeg råded mit liv og min lykke, jeg styred for fart og for gang.
Nu brøler de bjærghøje vover med kogende skum på tind,
og stormen bruser derover, en tudende, saltbitter vind,
og himlen er hegnet og lukket og uvejrssvanger og mørk,
og stjærnernes lys er slukket over havets fygende ørk.
De skrider, de vældige bølger, de højner sig mod min båd,
som glammende ulve de følger og knejser med krummede bråd.
På søens urolige tilje, hvor sitrende småblomster flød,
der voxer den skumhvide lilje med drivende duft af død.
Det ryger med regn og med fråde, det hvisler i rigg og tov,
det sukker i angst og våde fra den høje huggende bov,
og båden sig vælter og slænger med skyllende vand over dæk,
som et siv for stormen den krænger og sitrer fra stævn til hæk.
Og søen mod siden knuger og driver den frem som en fjer,
og mørket lurer og ruger og ingen frelse er nær.
Tanken er nøgen for ævne, og viljen er vissen og kold,
jeg mægter ej mer at stævne mod bølgernes rullende vold.
Hvad båder det længer at stride, i vanmagt vildsom og blind —
kan hånden slå havet til side eller døde den vældige vind? .....
Dog er jeg end træl for din vrede og føres hvor hen du vil,
jeg vil ikke trygle og bede, du skal føre mig gæv og gild. —
Hej op, o storm, jeg vil lytte til din brusende store musik
og ej under ræling mig hytte med hånd for det bævende blik.
Ved roret vil rolig jeg våge, for vejret skal båden gå,
som en snehvid vingebred måge farer hen over bølgerne grå.
Vandet skal brænde og bryde i sydende hvidt på min vej,
fra stævnen skal bredt det skyde, men standse mig ævner det ej.
Mod vejret kan ingen kæmpe; nu vel, lad stå til, lad stå til —
jeg vil ikke fare med læmpe, jeg vil friste et voveligt spil.
Jeg råder ej længer min rejse, kun stormen har styrke og magt,
men frit vil sejlet jeg hejse og uforsagt holde vagt.
Jeg véd ej, hvor båden vil bære, og skøtter ej heller derpå,
men flyvende fart skal der være og stormspændt sejl under rå.
Jeg véd ej, om natten vil svinde og lyset gå hen over strand,
måske vil jeg synke i blinde i det sorte, slugende vand.
Men synker jeg, lidet det gælder, og vinder jeg, hvad er det værd?
Thi søen evindelig vælder, og stormen styrer min færd.