Flyv ud, ballata, lig den årle svale,
der båren frem på lange spidse vinger
til morgenrøden bud fra natten bringer
henover skarpe fjæld og dybe dale.
Søg frem, min sang, violen fjærnt i lunden
med øjne blå og blide,
så fin og skær og veg og væn og lille,
et sygt og klogt, vemodigt smil om munden —
Hvad har du måttet lide?
Hvi står du der så lyttende og stille,
hvor sangen sukker fra den dulgte kilde
og sender duft, der tåremildnet rummer
den atråskval, den længselrige kummer,
der lød i kvæld fra skovens nattergale.
Hvor bækken snor sig under hyldens grene,
hvor sol på søen blinker
og voven lér fornøjet over måde,
der står et rosentræ imellem stene,
de røde roser vinker,
duggede, friske, buttede og kåde,
o, kære, vær mig huld og vis mig nåde,
kast ud en knop, et enkelt blad i strømmen,
at den kan bære det i salig drømmen
herhid til mig med sød beruset tale.
Der står en fattig blomst ved klittens bræmme,
den stirrer over lande,
den ønsked tit til fredsæl grund at drage,
men her, hvor stormen suser, har den hjemme,
med saltskum på sin pande
den ser det vrede hav mod stranden jage,
den hører mågens hæse skrig og klage,
så gold og arm, af vind og vove kuet,
i sand begravet, tit med døden truet,
drag did, min sang, den stakkel at husvale.