Jeg blev vred på min bror:
jeg nævned min vrede, og vreden fik ende;
jeg blev vred på min fjende:
jeg nævned den ikke, og vreden blev stor.
Og jeg vanded den i frygt
nat og morgen med min tåre,
og jeg soled den med såre
blide smil og listig kløgt.
Og den voxed dag og nat,
til den bar en frugt så fin,
og han så’ den gyldne skat,
og han vidste, den var min.
Dulgt af nattens sorte slør
åbned han min haves dør;
næste morgen glad jeg så’,
min fjende død ved træet lå.
Efter W . Blake.