Der sidder én og øder guld som sand.
Hun smiler trøstig: »Dermed bygger jeg mit land;
jeg har de bedste tømmermænd, de strutter af forstand:
én vandt forlængst sig lærdom, og har aldrig slidt den siden,
og én har aldrig løftet næsen fra sin bog,
én gav jeg embed, han er altså klog;
og blir de uens, véd jeg den, som nok skal jævne striden!
han arved visdom i forstærket bryg:
hans farfar var en mester i at krumme ryg.« —
De bygger svært forsigtig, men på is, som ej er tryg.