At den Tort skulde overgaa Dig, Thøger Larsen, i den Ungdom taabeligen kaldet Underbjerg og Forfatter til en yderligt slet Digtsamling ”Vilde Roser“1, — at et formentligt sammesteds offentliggjort Digt, ”Skærsommersangen“2 skulde blive læst, stjaalet og optrykt af Vilhelm Beck, saaledes som sket er, i det sidste Nummer af hans ”111. Familieblad“, — det har rystet mig med en Voldsomhed, der endog har været i Stand til at bryde den Gravstilhed, hvori jeg havde tænkt foreløbigt at nedsænke mig, og bevæge mig til at sende Dig en Hilsen fra Havsens Bund, i den ellevte Nat efter min Død. Her er jeg, og kan ligesom Luther Gudhjælpemig ikke andet.
Efter at have tilbragt en Maaneds Tid i København, snart svirende flere Døgn i Træk, snart flakkende Gade op og Stræde ned i Dagevis uden at smage Mad — har jeg modtaget en midlertidig Stilling som Lærer ved Kommuneskolen i denne By, — ........... jeg ............... havde Valget mellem denne Tilværelse og en snart og ubønhørligt indtrædende Ophøren af al Tilværelse. Og det sidste Alternativ var det mig magtpaaliggende endnu nogen Tid at opsætte det er rimeligvis dumt — men hvad siger ikke Musset.
— — — une cervelle
Nu, hvorfor skulde jeg være gnaven? Jeg lever i den fuldkomneste Fred og Ro, — har 6–7 Timer om Dagen optagne, — tjener Penge og bruger ingen, — og har oven i Købet opdaget, at jeg er saa heldig at være Genstand for de Børns Hengivenhed, der er betroede til min Opdragelse. Det mørkeste Punkt er Morgenbønnen. Naar jeg i 38 snotnæsede og velvillige Ungers andægtige Paahør klemmer paa med: Fadervor, Du som er i Himlen — har jeg en Fornemmelse af, at Satanas, som er i Helvede, holder sig paa Maven af Grin over sin gamle Apostel.