Mit Hjerte var i Festskrud,
nu er dets Faner faldet, —
nu er det som en Balsal
Morgenen efter Ballet,
hvor Gulvet ligger strøet
med Blomster og med Sløjfer,
mens Luften tung af Minder
din hede Pande strøjfer;
hvor Valsens sidste Toner
endnu i Rummet bæver
og mødes med den Hulken,
som fra dit Bryst sig hæver;
hvor hvert et Spejl dig viser
et Ansigt, træt og bleget,
men ej et Glimt af hende,
med hvem al Fest er veget.
Det er omsonst, du græder
og kalder efter Gæsten;
hun er for evigt borte —
Morgenen efter Festen.
12/6 1899