Det er de gamle Veje, jeg gaar,
de gamle, lønlige Sommerveje;
fra den vaade Skovbund i Vejret staar
en Duft af Lykken, der randt af Eje.
Over de nøgne Linde letter
sin rappe Vinge en skrigende Krage —
kæreste du! — de lyse Nætter
og alle de blanke Sommerdage!
Det er de gamle Veje, jeg gaar,
Lundens lønlige Elskovsveje,
og der stod Glans af dit gyldne Haar,
der var saa blødt paa vort grønne Leje.
Nu har Stormen lagt Løvet øde,
og der er hverken Vaar eller Lykke
— kæreste du! de Læber røde,
og alle de Favntag i Skovens Skygge!
Det er de gamle Veje, jeg gaar,
de blev mine lønlige Smertensveje;
saa tungt og langsomt mit Hjerte slaar,
dér ligger Sorgen saa trygt i Leje.
Regnen fra bladløse Grene rinder,
mit fattige Hjerte er rigt paa Kummer —
kæreste du! de bitre Minder,
det skrigende Savn, som aldrig forstummer!
24/12 1898