Paa en splinterny Guldtrone sidder Himlens Søn, lynende af Juveler, omringet af Mandariner; han synes en Sol, omkranset af Stjerner.
Mandarinerne taler dybsindigt om dybsindige Sager; men Kejserens Tanke har taget Flugten ud af det aabne Vindue.
I sit Porcellænslysthus sidder Kejserinden midt imellem sine Kvinder som en prunkende Blomst omgiven af Løv.
Hun synes, at hendes Elskede dvæler altfor længe i Statsraadet, og i Kedsomhed bevæger hun sin Vifte.
Et Pust af Vellugt kærtegner Kejserens Ansigt.
»Min Elskede sender mig ved en Svingning af sin Vifte Duften fra sit Legeme«; og Kejseren skrider, straalende af Juveler, henimod Porcellænslysthuset og overlader de forbløffede Mandariner tavst at betragte hverandre.
