De smaa Bølger glimter i Maanens Skær, som forvandler Vandets glasklare Grønt til Sølv; og man tror at se tusinde Fisk løbe ud imod Havet.
Jeg er ene i min Baad, som glider langs Flodbredden; af og til dypper jeg mine Aarer i Vandet, Natten og Ensomheden fylder mit Hjerte med Sørgmodighed.
Men sé, der staar en Hæk af Nøkkeroser med sine Blomster lig tunge Perler; jeg kærtegner den blidelig med mine Aarer.
Bladenes Brusen lyder som en øm Mumlen, og Blomsterne, som bøje deres smaa, hvide Hoveder, se ud, som de vil tale til mig.
Nøkkeroserne vil trøste mig, men allerede ved at se dem havde jeg glemt mit Tungsind.
