Til Herman Bang.
Underligt lyder Dykkermaagens Skrig over det øde og vidtstrakte Hav.
Det er, som om den vilde tolke al den Følelse af Vemod, der strømmer gennem et Menneskes Sjæl ved Synet af Havet.
Thi Hav og Land elsker ikke hinanden.
Havet kaster sig i Lidenskab mod den kolde, stenslagne Kyst, paa hvilken det kun formaar at gøre et forbigaaende Indtryk.
Trods Bølgeslagets Friskhed maa vi fyldes med Vemod — Synet af de store Bølger, som luegyldne brydes inde under Land, fylder os med Vemod.
Thi hvorfra kommer alle disse Sten paa denne Kyst? Aldrig en Musling eller en Konkylje, kun Sten og Sten og Sand og Sten.
Er det ikke Havet selv, der skyller dem i Land og saa bagefter vredes over at møde dem i Brændingen.
Og er det ikke os selv, der slæber med os alle de Sorger, vi senere beklager os over at møde.
Er det ikke vor Natur, der føder vor Skæbne? —