Inde dybt i Skoven
under Bøgens Kroner
risler der en Bæk
med bløde rene Toner.
Sagte Melodier —
skønne Fantasier,
alting svinder ind
i søde Drømmerier.
Droslens klare Triller
smeltes ind i Drømmen,
Solen gyder Sølv
og spejler sig i Strømmen.
Luften er saa krydret
af Blomsterdufte rene —
Bækken pludrer væk
imellem glatte Stene.
Kvikke smaa Forreller
udi Sølvet springer —
Ringe slaas mod Kyst
med ganske, sagte Klinger.
Raadyr med sit Lam
staar i Fred og drikker,
kigger sig omkring
og hen ad Siden slikker.
Fjærnt i tavse Graner
Skovens Duer kurrer, —
mellem høje Bregner
Myg og Bier surrer.
Vinden hvisker sælsomt
mellem Løv foroven,
Freden ligger dyb
over hele Skoven.
Har du Sorg i Sinde,
som knuger i dit Hjerte —
gak til Skovens Bæk —
dær svinder hver en Smerte
Bækkens Vand fornyes,
stadig nyt der rinder,
ligesaa dit Sind —
de mørke Tanker svinder. —