Knud Lyhne (1891–1948)

Nu rasper Stormen Høstens Løv

af Egeskovens Grene,

mens Urtidskæmpen brækker ud

fra Kæmpehøjens Stene.

Et Helvedsmørke oser ud

af Kraniets Ruiner,

hvor Tænderne i evigt Had

og Vilddyrshunger griner.

Med Fakkel tændt ved Jordens Ild,

han drager gennem Nætter

og stikker Sjælene i Brand

rundtom paa Jordens Sletter.

Saa staar den gamle Jord igen

i Tidens Morgenrøde,

hvor Kain ta’r op en Asenkæft

og lægger Abel øde.

Nu kaster Egene sit Løv

og Jordens Børn sin Maske;

nu lægges under Oldtidsbrøl

en Løgnkultur i Aske.

Nu vakler Fredens Fæstningsmur

i Videnskabens Skrifter,

den Mur, der skulde værne os

mod Jordens Urtidsdrifter.

Aa, disse Ord om Fred paa Jord

som Pædagogen former,

mon de er mere værd end Løv,

naar Efteraaret stormer?