Nu komponerer Høsten
paa Telegrafens Traade
sin mørke Symfoni —
Somren — Somren forbi —
de hvirvlende Kviste fra Trær og Hegn,
de sorte Svaler er Nodetegn —
Stormen prøver sit Orgelspil
og Havet brummer dertil.
Nu drager Somrens Gæster
fra Skove og fra Strande
hjem til den lune By,
at søge mod Vintren Ly,
de ynder kun Leg, de trygler en Strid
med Stormen og Havet i Mørketid,
naar Brændingen spytter sit Vraggods op
og stundom en død Mands Krop.
Nu vil jeg gaa mod Vejret —
mens Løv af Lande fyger
og Brokken gaar i Hi —
at vorde stærk og fri.
Skoveve fyldes af Rovfugleskrig,
Livet fortæres i Rædsel og Svig.
Her skal jeg midt i en Sommers Forlis
give min Sang til Pris.