I.
Dagen lider, og Solen gaar under.
Skovene mørkner, mens Skyerne gløder.
Aftenen hænger med smertende Vunder
korsfæstet paa Vesthimlens Kuppel og bløder.
Blodet driver i røde Strømme
og samles i Sumpe, som Skarlagenspytter.
Sletterne drømmer tungsindige Drømme,
Floderne hulker og Hytterne lytter;
lytter og stirrer med angstfulde Ruder
ud mod en Kimming, hvor Aftenen falmer.
Oxerne raller og Hundene tuder
mens Klokkerne klynker sørgmodige Salmer.
Kærrene skumpler ad Veje der mørkner
ud over Sletter, hvor Blodbadet størkner,
ud imod nøgne og vildsomme Ørkner.
II.
Det tordner i Natten, det sukker og klager
Jorden ryster og Himlen er rød.
Murene vælter; det buldrer og brager
Uret brøler fra Flodernes Skød. —
Nat er det Polens Golgatha — Nat —
I Morgen er Polen død.
Hyænerne lister i Nattens Sod
og drikker det døende Polens Blod.
III.
Men der skal oprinde et Morgengry,
hvor Polen i Frihed opstaar paany.
Og da skal det lyse til alle Lande
med Kongekrone af Guld om sin Pande.
1915.