I den sorte Løvfaldsnat
I gik jeg til dit Hus,
hed af Høstens Duft og Stormens
vilde Løvfaldsbrus.
Blodets Banken i min Tinding
havde gjort mig ør
da jeg skælvende i Mørket
banked paa din Dør.
Paa dit Spørgsmaal, hvem der banked,
svarede jeg — „mig” —:
Iskoldt svarede din Stemme:
„Skam dig, gaa din Vej!”
Ensom gik jeg bort i Ødet,
gal af Ild og Savn,
levede et Aar til Ende
i dit Sind og Navn.
Næste Aar, en Løvfaldsnat
stod jeg ved dit Hus,
atter bankende paa Døren
under Stormens Brus.
Paa dit Spørgsmaal, hvem der banked,
svarede jeg: — „dig!”
Og da raabte du i Jubel:
„O, du elsker mig!”
Og du tog mig i din Favn
vildt og ømt og hedt —
medens vi i Løvfaldsnatten
stormedes til ét.