Jeg aabner, ved Midnat, mit Vindu mod Sletten,
der hviler i Stilhed af Høstmørket mættet.
Mit Lampelys dvæler paa hængende Pile,
hvis Grene af Storme er filtret og flettet.
Natvinden driver der Dufte fra Sletten
af Kvæget og Mynte og svovlede Dampe. —
En Klynken i Luften af Sangsvane-Skarer
der rejser. Et Møl svirrer rundt om min Lampe,
som syngende spreder sit Lys over Løvet
hvor Møllets fantastiske Skygger sig vugger;
der glimter et Kornmod dybt ude i Mørket
og Vinden i Pilene sukker og sukker.
Der brænder et Lys langt borte paa Sletten
hos Hyrden derude i Hyrdehuset:
der sidder han „Russer-Iwan” og blæser
paa Fløjte, sørgmodig, forpint og beruset.
Han spiller om Rusland, det elskede Fjerne,
om Skove, om Sumpe, om Don og om Dnjepr;
han spiller om Vindenes skiftende Susen
henover Kosakkens tungsindige Stepper.
Nu drøner Exprestoget ud mellem Bakker.
Lyshavet fremtryller de liggende Oxer:
saa durer det bort, og Sletten bli’r øde,
som før, og Natten og Stilheden vokser.
Men ud over Sletten gaar Lyd af en Fløjte,
som Klager og Skrig, der er fyldte med Smerte. —
Jeg kan ikke sove; det slaviske Tungsind
har lagt sin fortvivlede Kind til mit Hjerte.
1915.