Han er vel omkring et halvthundrede Aar;
de indfaldne Øjne er milde;
hans Pande er rynket, og graat hans Haar,
og Kroppen er spinkel og lille.
Han snakker med Lune om Enge og Kær
og Aaer med Skrænter og Brinker,
hvor Gedderne lurer i Skyggen af Træ’r
og vældige Brasener blinker.
Naar Skrædderen sidder og syr ved sit Bord
med Naal eller drejer Maskine,
da mæler han sjældent ret mange Ord;
thi at sy det er ham en Pine;
saa drømmer han altid om Eng og om Aa
og Sol paa de drivende Strømme,
da sker det, at Naalen gaar rent i staa
og Skrædderen glemmer at sømme.
Men ser han, at Vinden har rejst sig en Dag
og blæser i Hylden ved Muren,
da bliver skam Skrædderens Vilje svag
og besejres helt af Naturen;
saa kyler han Sytøjet hen i en Krog
og griber sin Stang og sin Snøre;
det bindes paa Cyklen — et ældgammelt Skrog
forjasket af Markveies Pløre.
Saa suser han ud fra den stenede By
ad Vejen hvor Støvhvirvler danser,
med Piben i Mund og Næsen mod Sky
og svulmende, opladte Sanser;
og Bønder og Børn han jager forbi,
de kender jo alle æ Skrædder,
og ved, at han netop i Dag tog fri,
fordi der er Vind til æ Gjædder.
Naar Skrædderen naar til den pludrende Aa,
hvor Blæsten piber i Flæget —
faar Snøren gjort klar og Agn sat paa,
da griner han rigtig i Skægget;
men før han slaar ud i det dybe Høl,
hvor Strømmene brydes med Plasken,
saa ta’r han en Dram og en lille Slurk Øl —
og knapper sin Rem over Tasken.
Saa vender han sig mod det rindende Vand
og søger med Kenderens Mine,
og finder et Sted ved den modsatte Rand —
slaar Snøren derud med Rutine;
men rundt omkring ved det store Høl
forsamles paa begge Bredder
Kvier og Kalve og Hopper med Føl —
for Kvæget, det kender æ Skrædder.
Og er der en Kvie et frækt lille Skarn,
der rykker ham kælent i Frakken,
da skænder han paa det uartige Barn
og klør den bag Hornet i Nakken.
Saa skrider han op langs den klunkende Aa,
hvor Flægene Gedderne dølge,
med fedtlædersskaftede Støvler paa
og Kvier og Kalve i Følge.
Naar Solen langt borte bag Bakker gaar ned
og Slørmørket indhyller Sletten,
da sidder han tit paa et Indhegningsled
og rører sig ikke af Pletten;
han ser, hvor den kølige Damp bryder frem
fra Aaen og Grøfternes Furer —
og ude bag Engenes blaahvide Em
Lyngbakkernes bløde Konturer.
Der sitrer Musik i den kølige Vind
fra Aaløbets skumrende Strømme,
og Skrædderens Øjne er hæftede ind
i Himmelens farvede Drømme;
det dufter af Kvæget og Mynte og Hø
og Taagerne driver og tættes,
til Sletten ser ud, som en endeløs Sø —
og alt omkring Skrædderen slettes.
Da hører han pludselig Strømmens Musik
og skringrende Skrig af en Vibe,
han ser sig omkring med et undrende Blik,
og tænder sin elskede Pibe.
Saa cykler han hjemad fornøjet i Sind,
mens Maanen staar rund over Bakken —
med støv paa sin Frakke og Sved paa sin Kind
og en Femtenpundsgedde paa Nakken.