Du, som knæler for Jehovahs Throne,
Unge herliggiorte Ven!
Hæld dig med Udødeligheds Krone!
Tidlig — tidlig vandt du den.
Ak!, vi tabte dig — din Faders Hierte
Kiender ingen Glæde nu,
Og hvad ligner vel en Moders Smerte,
Der har tabt en Søn, som du?
Aldrig mere skal vi da opdage
Høie Dyder i dit Bryst,
Aldrig see din store Siel tiltage,
Som var skabt til dines Lyst.
O naar atter Vaarens Pragt skal smile
Fryd til hele Skabningen,
Da skal du ei munter mod den ile,
Da skal du ei føle den.
Men — du gik derhen, hvor hver en Smerte,
Hver en Kummer Ende har;
Jordens Sorger skal ei naae det Hierte,
Som for godt til Jorden var.
Han, som saae din store Aand, han sendte
Naadig Dødens Engel ned,
Livets lange haarde Kamp han endte,
Før din Fod i Striden gleed.
Og han sønderbrød med eet hver Snare,
Som laae udspændt for din Fod,
Og hans Haand udrev dig af hver Fare,
Som du ilede imod.
O! din Aand kan Graven ei modtage,
Støvet kan ei fængsle den;
Ubesmittet, reen den gik tilbage
Til sin Skabers Haand igien.
Der i Glædens Evighed den breder
Sine rene Kræfter ud,
Mætter sig med Viisdom, og tilbeder
Den uendelige Gud!
O maaskee du seer endnu tilbage
Medynksfuld til Støvet ned,
O maaskee du beder for os Svage,
Henrykt i din Salighed.
Stedse skal dit kiære Billed svæve,
Som en Engel, rundt om mig;
Naar jeg hører Løvet sagte bæve,
Vil jeg troe, at høre dig.
Naar i stille Nætter Maanen smiler
Sorgelig til Jorden ned,
Engel! o da synes mig, du iler
Mod mig i din Herlighed.
O naar ofte da min Fod er faldet,
Ofte har forvildet sig;
Naar jeg, træt af Livet, bliver kaldet
Op fra Sorgers Land til dig;
Maatte da mit lange Regnskab blive
Let som dit, du Lysets Aand!
Maatte jeg saa let som du løsrive
Mig fra alle Støvets Baand!
O da skal i Himlens rene Glæde
Du forklaret møde mig;
Der skal de, som nu dit Tab begræde,
Evig, evig favne dig.
C. . Lund.