Om Skiebnen ei alt endte dine Dage,
Du Ædle! vogter Danmarks Engel dig;
O da tilgiv en kierlig Kones Klage,
Og meld mig snart, at jeg er lykkelig.
Men om — thi grusom denne Tanke svæver
Omkring mig stedse — ak! om du er død!
Da vil jeg drømme det, at end du lever;
Thi ene du skal høre al min Nød.
Ja Rostgaard! du allene kan mig ynke;
De, som vort Haab, vor Fare, deelte før,
De Ædle under tunge Kieder synke,
Og Helten mellem Sverrigs Bødler døer;
Og ene jeg blandt Fiender gaaer tilbage,
Som frygte halv, at du ei myrdet er;
Og lange, seene, kummerfulde Dage
Hensvinde mellem idel Ængstelser.
Og, naar da Nattens Stilhed sig udbreder,
Jeg seer i græsselige Syner dig:
Snart seer jeg dig blandt Gustavs Vagt i Kieder,
Og deres fæle Raslen vækker mig;
Snart slumrer jeg igien; og andre Drømme
Forfølge mig med værre Billeder.
Jeg hører Skrig om Hielp; jeg seer dig svømme
I Blod, omringet af en Røverhær.
Da seer jeg den afskyelige Mose,
Og seer dit bleege, dit nedtraadte Liig,
Og hører dine Mordere sig roese,
Og fordre Løn, fordi de dræbte dig. —
Dog, stundom tør et Glimt af Haab opstige
Med salig Trøst: maaskee han lever end,
Maaskee dog Himlen vogter Fredriks Rige,
Dens Haand kan frelse Danmarks ædle Mænd. —
End fandt man ei dit Liig — Ah! jeg vil haabe,
Til jeg har seet din giennemstukne Barm;
Selv uden Haab, jeg vil om Naade raabe
Mod Himlen, til jeg knuses af dens Harm. —
Ja Danmark! du, som alle Plager trykke!
Din Datter har betalt dit sidste Krav:
Hun, for at frelse dig, sin hele Lykke,
Den bedste Mand, som Offer dig hengav. — —
Og længe saae jeg dette Uveir drage
Sig tungt og knusende hen over mig,
Men paa min Læbe døde hver en Klage;
Du, ædle Mand! jeg vilde ligne dig.
O da du saae vor stolte Fiende tragte
Til Fredriks Arv blandt slagne Helte frem,
Og da din Haand mod Himlens Gud du rakte,
Og svor at døe som Dansk og ligne dem;
Ja, store Rostgaard! da med ædel Varme
Du trykte Børn og Kone til dit Bryst,
Og svor, at Glæden selv i vore Arme
Ei skulde hindre dig at døe med Lyst:
Da saae jeg alt, det blev min Lod at græde
Med Danmark trøstesløs for dig, o Mand!
Men ah! hvo vilde røve dig din Glæde,
Og røve Hielpen fra sit Fødeland?
Jeg saae dig mellem Sverrigs vrede Skarer
Belee Aarvaagenhed og List og Magt;
Jeg saae dig modig trodse tusind Farer,
Blot for at faae et Bud din Konge bragt.
Naar Maanen skiulte sig bag rædsom Taage,
Og Bølgen hylede sin Dødningsang:
Naar hærdet Søemand gyste ved at vaage,
Og Slud og Kuld den stolte Kriger tvang;
Da saae jeg tidt din lette Baad at hoppe
I Dødens Svælg med min og Danmarks Ven,
Jeg saae den dandse mellem Bølgens Toppe,
Og styrte ned i Dybene igien. —
O! naar jeg da fra Stranden gik tilbage,
Da, Rostgaard! hvilken gruesom Nat for mig! —
Dog, de forsvandt, de græsselige Dage,
Og Nøden steeg, og Modet steeg hos dig.
Da, Mand! da tænkte du den store Tanke,
Med væbnet Haand at styrte Sverrigs Mod;
Da saae jeg dig, de Ædle om dig sanke,
Som nu betale Landet deres Blod;
Da hvilke Mænd! — Ja var, din gyldne Slette,
Fortrængte Land! kun slige Sønners Hiem!
Da skulde Jordens Riger Pagt oprette,
Og dine Helte skulde staae mod dem. —
Men ah! — det er forgieves, kun at tale
Om det, som Himlens Vrede nægtet har.
End Gustav skal fra Kronborgs Mure prale,
Og knuse hver, som Dansk og ædel var.
Ja Mand! Steenvinkel som Misdæder døde,
Han lønnes hist i Glædens Himle nu;
Den fromme Gerner iiler ham imøde,
Og Rostgaard! store Rostgaard! hvor er du? — —
O hisset, dybt i Skovens skumle Skygger,
I Mosen hisset fandt du jo din Løn;
Der Sverrigs Gustav du Trophæer bygger
Der hviler Danmarks sidste bedste Søn. —
Men er det sandt — skal Heltes Blod da flyde
Forgieves for det undertrykte Land;
Og skal de saa, som Sværdet levner, yde
Der’ Trældoms Sveed til Stokholms fierne Strand;
Skal der, hvor Fredriks Børn modtog med Glæde
Hans Faderbud, og trygge fulgte det,
Skal fremmed Høvding der hans Arv nedtræde,
Og haane hver, som hævdede hans Ret:
Da vee dig, Gustav! — thi mit Suk skal blande
Sig høit med Enkers, Faderløses Skrig,
Og kræve Hævn imod dig — og forbande
Den, som har giort en Slægt ulykkelig. — —
Dog, søde Haab! du Himlens blide Datter,
Som gierne smiler til Fortrængte ned,
O kom! at dog mit knuste Hierte fatter
Et Øieblik endnu din Salighed.
O lad mig tænke disse gyldne Dage,
Da Fredrik styrer Nordens Folk i Fred,
Da Rostgaard iler hæderfuld tilbage,
Og mindes glad hver Trængsel, som han leed;
Da trøstet jeg ved Heltens Barm skal hvile,
Og glemte Spor af fordums Plager see,
Og see den frelste Bonde glad at smile,
Hvor Fiender før hans Sveed ham røvede;
Vi da med hellig Veemod hen skal vanke,
Hvor vore Venner Støvets Baand forlod;
Med Taarer vil jeg da hver Blomst opsanke,
Som voxer frodig ved de Ædles Blod.
Mand! denne dyre Krands skal dig bepryde;
O dine døde Venner offre den;
Og Salighed skal i din Barm nedflyde
Fra Livets Strøm — fra den i Himmelen. — —
O Haab! — O Drøm! du let forbi mig svæver;
Og svimmel jeg en Afgrund for mig seer.
Ah Rostgaard! svar mig, svar mig, om du lever;
Snart følger jeg dig, om du er ei meer.
L.