Andreas Peter Liunge (1798–1879)

Os vinker Druens Kraft og Ild,

og Skaalen Evan rækker mild,

han henrykt Thyrsusstaven svinger,

og Faun og Nymphe ham omringer,

og, krystende hans Nectardrik,

Apol begejstres ved hans Blik.

Højt prises han, ved Bægerklang,

med Strængeleg og Jubelsang.

Paa Rosenstien saligfroe

vi Ranken om vor Tinding snoe;

naar Manddoms Kraft i Hjertet luer,

det hylder Evan og hans Druer,

og seent, selv nær ved Gravens Skjød,

i Vinen funkler Livets Glød.

Thi tone skal, ved Bægerklang,

Gud Evan, Dig! vor Jubelsang.

Ja hil Dig, milde Druegud!

See, Fryd fremtrylles paa Dit Bud!

Naar Vinens ædle Draabe rinder,

i den hver jordisk Sorg forsvinder;

det skabte Alt i kjærlig Lyst

omslutter glad det fulde Bryst.

Dig, Glædens Gud! i festlig Sang

lovprise vi ved Bægerklang.

Godgjørenhedens skjønne Aand

udbreder Rankens Epheubaand.

Omsonst ej Armods Taarer flyde,

vi villig Broderskjærven yde,

og hylde ved Pokalen fuld

Gud Evans milde Faderhuld.

Lovpriser ham ved Bægerklang

i Frydelag med Jubelsang!

Og helst til ærligt Venskabs Lag

han smiler ned med Velbehag,

hvor kraftfuld Lyst og fyrig Gammen

mod Himlen hæver Offerflammen;

da dobbelt Ild og dobbelt Mod

hans Nektar gyder i vort Blod.

Thi tone her, ved Bægerklang,

Gud Evan, Dig, vor Jubelsang!