Du, Møens Fryd, du, Qvindens Smykke,
Elskværdige Blufærdighed!
For Dydens Yndling at betrygge
Du steeg fra Uskylds Himmel ned.
Fra Nordens Børn du aldrig vige!
Din blide Aand omsvæve os!
Dig hylde hver en nordisk Pige!
Du være Danneqvindens Roes!
Forjag den frække Sydboes Latter,
Den vilde Satyrs Hvirvel-Dands!
Lad Freja’s kydske, rene Datter
Foragte Bacchantindens Krands!
Lad tugtig Spøg og skyldfri Glæde
Belønne arbejdsfulde Dag!
Du knytte tvangfri Samfundskjæde,
Besjele du hvert Vennelag!
Hvor Elskovs varme Lue brænder,
Der værne Du om Hjertets Fred!
Hvor Hymen glad sin Fakkel tænder,
Du hævde Dydens Rettighed!
Og Ægtepagtens Troskab være
Urokket ved din Varetægt!
Ved dig den ædle Hustrue lære
Sit Kalds og sine Pligters Vægt!
Dit Smil forhøje hendes Ynde,
Din Rødme male hendes Kind!
Ethvert af hendes Blik forkynde
Med salig Glæde: hun er din!
Naar Smigers Virakskye sig hæver,
Og Lasten tredsk sin Valmu strøer,
Og Uskyld for sin Yndling bæver,
Og Pligtens Varselstemme døer:
Blufærdighed! du ene standser
Da Lastens frække Jubellyd;
Du vækker de bedragne Sandser,
Og minder højt om Pligt og Dyd.
Fra Svælget reven brat tilbage,
Hun for dit Alter styrter ned,
Og ingen, ingen Magt skal drage
Den Reddede fra svorne Eed.
Ja, Møens Held og Qvindens Ære,
Blufærdighed! vi hylde dig.
For alle Nordens Døttre være
Du hellig og tilbedelig!