Til Elisa
Sonnet.
Sonnet.
I Glædens blide Foraarsdage
Dit hulde Smiil, Elisa! var vor Lyst,
Hvert Hjerte ved din Tryllerøst
Lod villigen sig til din Hyldest drage.
Men snart, Elisa! Skjebnens Tordenbrag.
Afbrød din Ro og Glædens korte Dage,
Omkring dig ramte Lynet Slag i Slag,
Og med din Qval du ene stod tilbage.
Forladt af Haab, forladt af Trøst,
Med Savnets hele Tyngsel paa dit Bryst,
Elisa! dog din Aand fandt Mod og Styrke.
I Rædslers Stund, i Vanhelds øde Mørke
Dit Hjertes fulde Værd vi prøvet har.
Da blev du os tilfulde dyrebar.