Laura og hendes Fader, eller Laura’s Fødselsdag
Helliget Søstrene Thomasine Heiberg og Lise Jørgensen!
Helliget Søstrene Thomasine Heiberg og Lise Jørgensen!
O! Deres Navne, Søstre! skal fuldende,
Hvad Penslen ei at skildre mægtig var!
Og hele Verden sanddru vil bekjende:
At det er Dem, jeg vovsomt malet har!
Mädchens! ich weiß, was Ihr wehrt seyd! und was Ihr dem Manne seyn könnet, wenn Ihr’s vorzieht, und Euch entschließt, eines Mannes zuwerden! Ihr seyd ihm eine edle Gabe Gottes, und er lebt des noch eins so lange. Er sey reich oder arm, so seyd Ihr ihm ein Trost und machet ihn allezeit frölich. Und darum bewegt sich mein Herz in mir, wenn ich Euch ansehe, und an Euch denke.
Nun! Ihr seyd in der Welt, und müßet durch, was auch Euer Beruf sey. Gehet in Friede, und seht nicht viel umher!
Und der Engel der Unschuld begleite Euch!
Claudius.
O Laura! hist med blide Purpur-Krands
Du skuer Dagen moderligt fremile,
At Jorden, ved de friske Rosers Glands
Fra natlig Ro maa vaagne sødt og smile.
I høien Luft alt skjulte Lærke slaaer,
Den muntre Gjøg fra Green til Green sig hæver,
Mod Agren hen fra Krattet Haren gaaer,
Og langsomt over Engen Storken svæver.
I Dag for femten Aar min Jubel-Sang
I samme Stund steeg henrykt mod det Høie;
I Dag for femten Aar jeg første Gang
Dig Laura! hilsede med Fader-Øie.
Og aldrig Hanegal saa tryllersk lød,
Ei Solen før saa steeg med Lys og Varme,
Ei Lærkens Sang var forhen nær saa sød,
Som da Du smiilde først paa Fader-Arme!
Forladt af Søvnens vennehulde Fred
Jeg eensom vaagede med Nattens Stjerne;
Ei Feber-Blund seent over Øiet gleed,
Og vildsom Drøm omtaagede min Hjerne.
Jeg saae Din Moder dødbleeg nærme sig,
Fra hendes Kinder saae jeg Taarer trille;
Med venlig Stemme talde hun til mig:
”Kys, Fader! kys som Moder og den Lille!”
Gud! Dødens kolde Skræk min Tunge bandt;
Omsonst jeg favnede den tabte Blide —
Mod Engles Bolig hævet hun forsvandt,
Og Du kun, Laura! hviilde ved min Side
Dog — Herren Priis! — mens jeg til vilde Bryst
I Drømmen trykde Dig, ak! uden Glæde,
En salig Stemme vakde mig i Lyst:
”O, Fader! kom! o kom! og favn Din Spæde!”
Jeg kom, jeg saae, jeg tvivlde, saae igjen,
Jeg signede den moderglade Qvinde,
Og, atter over Vuggen bøiet hen,
Nu følde henrykt alle Tvivl forsvinde.
Jeg, ubevidst, foer ud i fjerne Lund,
Did, hvor Din Moder mig sit Ja har givet;
Min Læbe taug, min Taare talde kun,
Til hellig Bøn mit Hjerte var oplivet.
Jeg bad, o Laura! for Din Barndoms Vaar,
Og for den Stund, Du vælge skal Din Mage,
Og for Dit Qvindelivs useete Aar,
Og for Din sølvgraa Vinters sidste Dage!
Jeg bad for Moderen! for mig jeg bad!
Hver ængstlig Drøm i Vellyst var hensvundet.
Med Mandemod jeg følde mig saa glad
Nu trefold stærkere til Jorden bundet.
Og da — just som i Dag den stiger frem —
Steeg purpurklædt den unge Morgenrøde;
Trinde om mit Tempel hist i Lundens Hjem
Fra Green og Luft Guds Hædersjubler løde.
En Rose blev hver Skovblomst under mig,
En Seder var nu Bøgen ved min Side;
Hvor Solens Smiil i Duggen speilde sig,
Jeg saae en Kerub over Stjerner glide.
I Faderaarer randt forynget Blod;
Hver Skabnings Gavn jeg ærligt vilde fremme,
Min næste Fjende jeg sin Skyld forlod,
Og Uvens Brøde nu jeg svor at glemme.
Og, Laura! see! den skjønne Stund igjen
Fornyet straaler ned fra Glædens Giver!
O! femten Aar i Fryd er’ rundne hen,
Og samme Trylleheld mit Bryst opliver.
Lad denne Taare, Barn! som triller ned,
Forkynde Dig til seenest Alders Hæder:
At kun ved Dig mit Liv svandt bort i Fred,
At Du med Løn og Haab min Bane klæder!
Kom, Laura! følg Din Fader Haand i Haand!
Hiin lille Hauge hist nu Din skal være!
Men gjem til Dødens Stund i trofast Aand,
Hvad Dig om Blomsterne Din Ven vil lære!
See dog, hvor stolt hiin Soelsik hilser Dig!
Med luttret Guld dens Tinding synes bramme;
Og, mon forvoven Storm tør nærme sig
At styrte pragtfuld Top fra vældig Stamme?
Mod Østen den i Dagens Fødsel seer.
Mod Syden, naar den hede Middag luer;
Og, til nedgangne Soel ei straaler meer,
Den, slavelydig, did mod Vesten skuer.
Kold vandrer Manden trinde omkring dens Rod,
Snart ved dens Glimmer selv ei Barnet smiler;
Og Ingen styrke vil dens knuste Fod,
Naar brudt af Stormen, den ved Jorden hviler.
Saa vee den Mø, der boer i Spraders Kreds!
Hvis stolte Barm mod Sandheds Røst er døvet!
Der haaner Kjernen, med dens Skal tilfreds,
Og under Modens Guddom kysser Støvet!
I Kredsen dreies hun fra Gjæk til Gjæk
Og snart dog ud for yngre Dronning træder;
Da vækkes hun af søde Drøm i Skræk
Og trygler, ak omsonst! til Mandens Hæder.
Min Laura! kom! Her Lilien saa blid
Paa uberørte Stengel Øiet tryller;
Som Markens Snee den straaler englehvid;
I den Du Blomsternes Forstinde hylder.
Men, nærmer Regnen, svøbt i Skyer, sig,
Og tunge Draaber kjelne Blade væde,
Da synker Lilien plettet hen for Dig,
Og Du dens Tab ulindret vil begræde.
Saa blomstrer Uskyld, hyldet af Enhver,
Mens ukjendt lille Kreds den trygt omhegner;
Men, giftig Synders frække Aande nær,
Besmittet og foragtet den nedsegner.
Stands, Laura! stands dog Dine raske Fjed!
Vel fængsler intet her et flygtigt Øie;
Men mod den Blomst, som pryder dette Sted,
Med agtsom Ærefrygt Du Dig skal bøie!
Naar, dalet under Havet, Herrens Soel
Sit Minde vinker frem, hiin Aftenrøde,
Da qvæger Dig den blide Natfiol,
Og da begrædes kolde Hjertes Brøde.
Saa viger den Beskeedne Dagens Pral!
De Godes Agt han kun ved Daad vil vinde;
Selv stolte Spotters Haand omsider skal
Til Mandens Tinding Hæderskrandsen binde,
Her blomstrer, Barn! en huld Forglemmigei.
Bevar den søsterligt og den forskjønnes!
Dog — langt fra Hvermands Blik og alfar Vei,
Ved Moderbækkens Favn den villigst grønnes.
Ei smykke Du til Pragt med den Din Barm!
O! her den trylle Dig, useet og eene!
Men, brydes den, da venter Dig kun Harm,
Da falme, visne, døe dens brudte Grene.
Saa skaber Kjerlighed et Edens Hjem,
Selv under Hyttens Tag, for Mand og Qvinde;
Men, skal til Skue den, som Jertegn, frem,
Dens Glæder kun beundres for at svinde!
Reseda her fra lille Plet af Jord
Saa mangen salig Stund vil Laura fryde;
I Blomstens Favn al Edens Vellugt boer,
Skjøndt Kunst og Farver ei dens Blade pryde.
Da vil Du mindes tidt: at huuslig Dyd
Ei efter Mængdens Priis ved Glimmer higer;
At hvo den vinder gjemmer taus sin Fryd,
Og med sin Skjebnes Harm sig let forliger!
Hist seer Du Rosen staae med festlig Pragt.
Den trinde om sig kun tryllersk Ynde spreder;
Og Alles Øine den med lige Magt
Til spæde Grenes brustne Knopper leder.
Men ikke blot om favre Sommer kan
Dens Almagt Fryd i Hjerterne udgyde;
Selv under Vintrens Haand skal Barn og Mand
Sig ved dens gjemte Blade længe fryde.
Og, qvægede ved dem, de mindes fro
Hver venlig Sommerstund, der nys bortiilde,
Naar, under Dagens Larm og Nattens Ro,
I Rosers Ly de spøgde, sang og hviilde.
Saa blomstrer Glæden, Barn! for Jordens Søn!
Hvor Du seer den sin Rosen-Isse hæve,
Der og hver Stand, hver Alder og hvert Kjøn
Du seer med festlig Dands imod den svæve.
Men nyd den sparsomt! Skjænk dog ei Din Vaar
Den Fryd, der gjemmes bør til modne Dage!
Da skal og Glæden krandse sølvgraat Haar,
Og Du mod yngre Tid see fro tilbage.
Her Evighedens Blomst henvinker Dig.
Som nøgne Sandhed Hymner den ei vækker;
Men, naar den Viise stundum nærmer sig,
Mod den dog signende sin Haand han rækker.
Dens Ynde, Laura! visner aldrig hen.
Lad frem i Kamp med Fortid Sekler rykke,
Dog lige ny, dog lige skjøn igjen
Den Sønnedatters Brudekrands vil smykke.
Saa for den Ædle Venskab blomstre skal,
Fremlede Barnet mod den hulde Broder,
Omhegne dem som Mænd i møisomt Kald,
Og svæve lys med dem til fjerne Kloder.
Ak! skjøndt fra Himlen sendt til Godes Løn,
Dog Venskab tidt snart Borg, snart Hytte viger;
Men, hædret ømt, og tidt fra Søn til Søn,
Som Slægters Arv og Held, veldædigt stiger.
Sørgmodig næst ved den Sypressen staaer.
See! det er Dødens Blomst og Venskabs Minde!
Hvis, tro mod Gud og Ven, Du heden gaaer,
Skal Taarer over den paa Graven rinde!
Naar Jorden skjuler Støvet, som den gav,
Naar ei Du hører meer en Faders Stemme,
Da plant en Qvist i Stilhed paa den Grav,
Der ogsaa Dine Been i Fred vil gjemme!
Ja! plant hvert Aar en Qvist paa denne Dag!
Naar seent en løvrig Lund sig der da hæver,
Og end ved Graven tidt med Velbehag
Dit Hjerte Du til eensomt Regnskab kræver,
Da vent med Længsels Fryd den skjønne Stund,
At Livets Vinter flyer for Vaarens Varme!
Du døer ei, Laura! da! Du slumrer kun!
Du vaagner, Laura! snart i Fader-Arme!