Ja, en lille Tryllefløjte
er en Magt i svære Timer.
Alting danser, naar man fløjter,
kun ens Jeg er mildt og roligt.
Har du Fjender, falske Venner,
Kreditorer, som dig plager,
tag din Fløjte op af Lommen,
spil dit Hjertes Menuet.
Alting danser gravitetisk,
saa du smiler varmt af Glæde,
ungt og lystigt bli’r dit Hjerte
og du spiller en Gavotte.
Alle maa de følge Takten,
og de hvirvler om hinanden.
Hvor de stumme Øjne skinner,
hvor de trætte Lemmer skælver...
Stolt du spiller dem tildøde
i en munter Galopade,
lægger Fløjten, gaar til Ruden,
stirrer mod de høje Stjerner. —
Kun ved Hjælp af Tryllefløjten
Satan, Oldemor og Simon
slap fra Helved paa Tripletten.
Der var Oprør, da de rejste.
Djævlene belejred Satans
Borg. De sorte Masser vælted
sig i hadefuld Forventning
mod den gamle Borggaards Mure.
Alle Troldene var ude,
Heksene paa Kosteskafter —
selv min Ven den gamle Helhest
spanked om med Flammeøjne.
Og de rejste Barrikader
og de skreg med hæse Struber.
Ild og Svovl fløj over Muren,
flere Ruder gik i Løbet.
Satan saa de røde Tunger
slikke om de sultne Munde,
hented Oldemor og Simon
og de fulgtes til Tripletten.
Den var stillet op i Gaarden,
Vingerne var foldet sammen.
Tavs de satte sig i Sadlen,
Satan forest, Simon bagest.
Satan greb sin Tryllefløjte,
spilled løs — de store Porte
fløj tilside! Og Tripletten
fór med Ilfart ud af Gaarden.
Som et Hav af sorte Bølger
skylled Djævleskaren mod dem.
Fraadende og majestætisk
løfted sig den mørke Brænding.
Satan spilled paa sin Fløjte,
da blev alting dødvandsstille;
hvor de svage Toner hørtes,
sank de sorte Bølger sammen.
Hadet i de mange Øjne
blev til Angst; en Rædsel vaagned.
Men de maatte lystre Fløjtens
lange Løb og klare Triller.
Mens Tripletten hastig duved
og skred frem ad Helvedvejen,
dansed hele Oprørshæren
modstandsløs en vild Fandango.
Dansens Krampe greb dem alle,
Fraaden stod dem tæt om Munden,
og de bed i deres Haler
af Forbittrelse og Hævnlyst.
Det var meget tragikomisk,
Simon baade lo og hulked,
da han saa den gamle Helhest
hvirvle rundt paa stive Forben.
Saadan slap de bort fra Helved
ved den lille Fløjtes Toner. —
Og nu svæver de i Rummets
Afgrund mellem Jord og Himmel.
Aluminiums-Tripletten
slaar med sine brede Vinger.
Satan styrer, mens de træder
alle tre Pedalerne.
Oldemor bag Satans Skulder
nyser i det friske Solskin.
Naar hun træder haardt Pedalen,
knitrer hendes Silkeskørter.
Skraa Tripletten staar i Rummet,
Simon sidder allerlavest,
han maa bøje stærkt i Sædet
for at holde paa Balancen.
Dybt dernede vandrer Jorden.
Himalayas Tinderækker
staar som unge, hvide Nonner
i den friske Frodighed.
Og de store Have blaaner
bort imellem grønne Lande.
Men som lave Paddehatte
skyder Byerne i Mosset.
Simons Hjerte er bevæget
ved at se den gamle Klode,
denne lille Bold, der ruller
med det kendte Billed paa.
Og han peger ud i Luften:
Det dernede er vist Skagen —
der jeg mødte Raadmand Broberg
og hans Frue og hans Datter!
Herregud de gamle Minder
set i Fugleperspektiv! —
Simon ryster paa sit Hoved
og han tramper i Pedalen.
Oldemor blufærdig samler
Kjolen stramt om sine Fødder:
Astronomerne kan kigge
og fortælle det til andre —!
Satan styrer øst om Solen,
Jorden bliver ganske lille.
Og det tykke Maanebarn
klemmer sig mod Jordens Bryster.
I en Bue rundt om Mars
flyver de paa rappe Vinger,
og de ser Triplettens Skygge
pile over Klodens Skylag.
Rummets Kulde isner Simon
og han føler sig saa lille
midt i denne dybe Stilhed
paa den lave Lædersaddel.
Han vil gerne være munter,
gerne gøre lidt Allarm.
Denne Kulde inspirerer
til en makrokosmisk Brander.
Men han tier dog beskeden,
ser de gamle Kloder rulle,
som i Blinde som i Drømme
famle ad Elipsens Bue.
Viljeløst — hvor viljeløst!
Hvad der sker, det maa saa være.
Evighedens Øjne spejler
sig i Øjeblikkets Vande.
Lykken vandrer mellem Kloder
Lysets Veje. Sorgen skumrer
i de dybe, trætte Skygger,
der maa krydse Lysets Veje.
Og den gamle Satan brummer,
ler og brummer som i Tanker,
sætter ny Musik til denne
gamle Klodepolonæse.
Denne Konkurrencejagen,
disse Kloders Løb om Kloder,
denne højere Komik
gør ham vittig og blasfemisk.
Og han siger: Gud er stor,
men han genta’r sig for ofte.
Disse mange, runde Kugler
paa det brede Billardbord
er hans Værk, hans hele Arbejd.
Dette Legetøj han snitted
i en Uge. Og nu hviler
han sig i en Evighed!
Men en Kugle er en Kugle,
selv om den er stor og vægtig!
Hvorfor lutter runde Kugler,
hvorfor ingen lange Kegler?
Til Motion vi alle trænger.
Naar man hvilet har saa længe,
gør det godt at ta’ en Pot
og af Hjertens Lyst slaa Kegler.
Her er Plads; men Mening mangler:
hvorfor ruller dine Kugler?
Brug din Fantasi, lav Kegler!
Jeg skal være Keglerejser —!
Simon ler — en fattig Latter,
der forsvinder tomt i Dybet.
Oldemor med vaagne Øjne
stirrer ud i Horisonten.
Og hun koketterer heftigt
med hver Stjerne, de passerer.
Sirius med røde Øjne
blinker til den gamle Dame.
Farten vokser. Og de nærmer
sig til Mælkevejens Stjerner.
En Komet med lapset Hale
svanser hurtig dem forbi.
Fanden griber den i Halen,
raaber: Er det dig belejligt,
kan du føre os til Himmels,
tage os paa Slæbetov?
Men Kometen vrinsker lystig:
Jeg har ikke Tid desværre;
jeg skal ned og spille Husven
hos en nygift Dobbeltstjærne!
Atter træder de Pedalen.
Oldemor er bleven livlig,
og hun snakker om Kometer
og de søde smaa Kometbørn.
Simon længes efter Himlen.
Han er dødtræt af at træde
Vande midt i Verdensrummet
mellem Stjerner og Kometer.
Og tilsidst, da Himlens Porte
med de store aabne Fløje
dukker frem i gylden Taage,
fælder han en stille Taare.
Denne Taare gennem Rummet
daled perpendikulært
ned i Haven, hvor jeg skriver,
satte Punktum paa Papiret.