Den der ønsker Sensation
kan jeg rolig anbefale
dette femtende Kapitel —
her er, hvad man kan forlange.
Her Skandalens Appetitsild
listig krydret bli’r serveret;
den er salt og kras og pebret
— løber eders Mund i Vand?
Først en Journalist der flygter
fra sit Blad og fra sin Mening.
Ganske vist er Fiffet kendt,
men endnu dog ikke knæsat.
Og det vækker altid Spænding,
naar det sker. Forbitrelsen
hopper rundt paa Skadefødder
med tre sorte Fjer i Halen.
Publikum er altfor nøjsomt,
det bør fordre meget mere.
Denne Overløbervits
bør rangeres ud af Verden.
Men en Journalist, der løber
fra sit Blad og fra sin Mening
bort med Fandens Oldemoder,
det er ganske sikkert uhørt!
Tænk en mangehundredaarig
Dame af det bedste Selskab
sminker sig og gaar paa Krigssti
med en sølle stakkels Djævel.
Hun polerer sine Negle,
fylder Rynkerne med Pasta,
kommer rødt paa Læberne,
Belladonna i sit Øje.
Og med et igennem flere
Slægtled surt erhvervet Kendskab
til det sjette Bud den gamle
Dame skynder sig at handle.
Hun, der kender Grebet, vækker
Lidenskab i Simons Hjerte!
Oldemor og Elskerinde —
apoplektisk bli’r Moralen!
Hvad maa unge Piger tænke
ved de næsten kriminelle
Favntag. Lad os dog for Himlens
Skyld faa dysset ned Skandalen!
Lad os springe denne Elskov
over! — Eller skal vi, Venner,
med en præstesikker Mine
skænke den Velsignelsen?
Naar det ej kan være andet,
bør vi bøje os for Skæbnen
og i Tavshed og med Alvor
glide lindt henover Sagen.
Altsaa er det fast besluttet
af moralske, indre Grunde
at legitimere Parret
Oldemor og Simon Ring! —
Da de nu maa flygte sammen,
flygter de fra Simons Hule,
og de naar til Fandens Bolig
velbevaret, uden Skrammer.
I det røde Boudoir
snapper Simon efter Vejret.
Oldemor faar hurtig hentet
Hoffmannsdraaber og en Ske.
Draabevis hun hælder Saften
op i Skeen. Simon gyser.
Men da han har sunket Væsken,
faar han Opstød og det letter.
Oldemor maa smile kærlig
til sin Helt. Hun gaar til Døren,
trykker paa en Knap og lytter,
hører Skridt og nikker langsomt.
Satan staar i Boudoiret,
sætter Hoven haardt mod Gulvet,
plirer søvnigt med sit lille,
sorte, skæbnedunkle Øje.
Simon Ring er sprunget op,
krummer uvilkaarlig Ryggen,
bøjer Hovedet til Hilsen
for hans sorte Majestæt.
Satan kæmper med sin Vrede,
rejser Hornene og buldrer;
Oldemor maa rynke Panden
for at dæmpe ham en Smule.
Tungt han spanker flere Gange
op og ned. Saa staar han stille.
Og han raaber: Hvorfor Pokker
lugter her af Hoffmannsdraaber?
Simon Ring tør ikke svare,
men faar i det samme Hikke.
Satan stirrer længe paa ham,
brister pludselig i Latter.
Og han siger: Denne Hikke
er vidunderlig at høre!
Kom min kære Simon Ring,
skal jeg banke dem i Ryggen?
Det maa glæde mig at se dem
her i dette Boudoir.
De er ventet. Jeg har udsendt
Oldemor som Legation.
Har I fundet nu hinanden
Børn? I er vel rigtig glade?
Træd kun nærmere og lad mig
trygt forene eders Hænder.
Nu er vi besvogret Simon,
lad os derfor være Dus.
Jeg har glemt din smukke Fortid,
Oldemor har ført os sammen.
Herved jeg mortificerer
dine mange, stygge Skældsord,
ti jeg har det rette Frisind
og Respekt for min Familie,
Kærlighed jeg har til Næsten
og en Tro paa gode Magter.
Simon Ring, min Forbundsfælle
kom i mine aabne Arme!
Satan synes sært bevæget
og han græder som en Kvinde,
slutter Simon i et Favntag
— Simon hikker ufortrødent!
Hikke er saa svær at standse;
kun en Skefuld Puddersukker
lagt i Tungerodens Krumning
hjælper eller hjælper ikke.
Simon hikker gennem Taarer,
Satan kysser ham paa Munden.
Men han spytter, da han mærker
Hoffmannsdraaberne paa Læben.
Simon mumler: Hvilken Lykke!
Og han rødmer højt af Glæde.
Men i samme Øjeblik
blegner han, er ved at svimle.
Og han stammer: Kære Svoger
jeg er stolt af denne Titel,
jeg er glad ved vor Forsoning,
Oldemor jeg elsker saare,
men jeg gruer, naar jeg tænker
paa den Skæbne, som os truer.
Hele Helved staar i Flammer,
selv jeg tændte Oprørsluen.
Selv jeg har dikteret Straffen
for dit sorte Hus, o Satan!
Du og Oldemor skal ædes
ved vor store Fredskongres.
Og jeg bliver vel Desserten
ved det delikate Maaltid.
Venner, det er ikke nogen
smuk og appetitlig Tanke!
Ak, hvad skal vi gøre Satan?
Hele Helved er nu rustet.
Det er saa sin egen Sag
at staa Last og Brast med eder.
Jeg maa tilstaa, at det smigrer
mig at høre til ved Hoffet!
Men fortæres en famille —
hvilket stygt Familiedrama!
Satan klør sig tavs paa Bagen,
slaar forvirret ud med Haanden.
Oldemor er halvt besvimet
og hun raaber efter Vand.
Men i denne triste Time
hører ingen hendes Nødskrig!
— Under svære Fødselsveer
tager Simon atter Ordet:
Hør! Nu har jeg en Idé!
En Idé med Negl og Næse!
Den skal redde vore bange
Rævehaler ud af Saksen!
Vi forlader denne Jordbund
hurtigst mulig. Og vi stiger
som et stort og helligt Under
op til Himlen, til Gudfader.
Vi bestikker bravt Sankt Peder,
kaster os for Herrens Fødder,
beder ham om Fred og Naade
i en lille, venlig Salme.
Vi vil indstudere Salmen
forud. Oldemor skal være
vor Sopran og jeg ta’r Alten,
du kan brumme Bassen, Satan!
Satan griber Simons Hænder,
raaber: Bravo, kære Svoger!
Du har løst min bundne Tanke,
muligvis er dette Vejen.
Den Idé kan ikke koste
stort, den synes præsentabel.
Teoretisk er den rigtig,
mulig brugelig i Praksis.
Vi forsøger — det kan lykkes.
Vi forlader Fædrelandet.
Jeg vil ogsaa gerne hilse
paa Monarken i det Høje.
Længe var vi jo Rivaler;
jeg har tabt i Konkurrencen.
Lad os se, om hans Forretning
blomstrer som i gamle Dage!
Vi kan konferere vore
Bøger. Det vil sikkert more
ham at se, at ingen Sjæle
sætter Kursen her til Helved.
Vi vil unde ham den Glæde
i hans høje Alder! — Atter
skal jeg se hans milde Aasyn
med de lange, hvide Lokker.
Disse Lokker har jeg elsket,
misundt ham den rige Haarvækst,
alt det andet gav jeg Pokker,
men hans Krøller gad jeg eje...
Simon, Simon tak for Raadet!
Jeg vil følge det. I Morgen
starter vi. Min Luft-Triplet
skal os føre op til Herren.
Oldemor klæd dig i Galla!
Nu vi fare skal til Himmels.
Du er ikke kendt ved Hove,
derfor skal du presenteres.
Oldemor paa Kjolen løfter:
Jeg er Silke helt igennem!
Jeg skal vække vild Furore
i de himmelske Pauluner.
Og til Simon højt hun raaber:
Engle smaa gaar rundt i Himlen;
vær mig tro! Forelsk dig ikke
i det hvide Lin deroppe!