Kongen.
Narren.
Skumring. Kongen ligger henslængt paa et broget Hynde. Narren tilbagelænet paa en Stol lige over for.
Kongen. Nar! Sover du? Jeg finder mig ikke i din Tavshed.
Narren. Jeg lyttede! — Der lød Fodtrin i Salen derinde.
Kongen. Hvem har bedt dig bruge dine Øren? Du har kun at lade din Mund løbe.
Narren. Rigtig, Herre, rigtig. Munden tilhører eder!
Sig mig, mener I ellers, at der er nogen Forskel paa en Konge og en Nar?
Kongen. Forskel — det skulde jeg mene!
Narren. Ja, jeg da ogsaa! Naa for Resten — den Forskel skal I nødigt prale af, Herre. Der er saamænd mangen en Nar, hvis Tunge alene er en Konge og et Kongerige værd. Naturligvis, naturligvis — I betragter mig som en Hund, der kan gøre Krumspring. Vist saa — en Hund kan gøre Krumspring; men den kan ogsaa gø og bide.
Kongen. Nar — du keder mig.
Narren. Jeg lytter!
(Lille Pavse).
Narren. Tror I paa Lykken, Herre?
Kongen. Plag mig ikke! Plag mig ikke!
Hvorfor gjorde du i Gaar Dronningen det samme Spørgsmaal?
Narren. Fordi I er smuk, og jeg er grim, Herre. Fordi I er Konge, og jeg er Nar. — Fordi —. Var I Nar — skæv og krum og vindøjet som jeg, saa vilde I tage al Ting i Betragtning, før I handlede.
(Pavse).
Narren. Var der nogen, som kaldte?
Kongen. Nej!
Narren. I har sløve Sanser, Herre!
(Pavse).
Narren. Jeg sætter ingen Pris paa Vin. Jeg har intet Skæg paa Hagen. Jeg taler i smaa Sætninger. Jeg elsker det glade Vanvid.
Tror I, jeg er et Mandfolk, Herre?
Hvis I tror det . . . kunde I maaske have Lyst til høre Æventyret om Fodtrinet. Det er en lille Historie, som jeg har bestemt for eders Øren og som passer saa godt til Skumringen. Aa — Skumringen er en Tid for Katte og Narre. Saa hvæsser Katten sine Kløer og Narren gylper sine Tanker op. I Skumringen er alle Katte graa, og man kan ikke en Gang se, hvem der er Konge og hvem der er Nar. —
Kongen. Du er dum i Aften. Hvor er dit gamle Humør?
Narren. Et dybsindigt Spørgsmaal, Herre. Mit gamle Humør? Mit gamle Humør? Eders Majestæt behager at spøge.
Lyt! Lyt! Mit Humør gaar paa Listesko for Tiden. Men det var nu Fodtrinet . . .
Kongen. Tys!
Narren. Hørte I noget?
Kongen. Var det dig, som knirkede med Stolen?
Narren. Jovist!
Men hør nu godt efter. Jeg har saa meget at fortælle eder.
Der var en Gang en Mand, som blev syg af Elskov. Saa gik han rundt og bar sig dumt ad. Om Morgenen sang han, om Aftenen græd han. Han kyssede Træerne og Blomsterne og skrev Vers med en Kvist i Enggræsset. Han plukkede hvide Liljer og bragte dem ind i sit Hus. Han omfavnede sin Hovedpude og vidste ikke alle de Navne, han skulde give den.
Tilmed var han gammel og grim — som jeg.
Kongen. Ha — Ha!
Narren. Er jeg grim, Herre?
Kongen. Ha — Ha!
Narren. Men saa en Aften kom Fodtrinet.
Kongen. For Pokker — Fodtrinet?
Narren. Stille! Stille! Tal ikke saa højt!
Det var et lille spagt Fodtrin. Blomsterne i. Kammeret duftede.
Ganske sagte hørtes det. Det krøb ind i Kammeret. Lydløst som en Tanke. Og saa var det dér.
Kongen. Ha-ha! Fodtrinet krøb.
Narren. Tror I paa Spøgelser, Herre? Frygter I . . .
Ja, det krøb. Længe havde det staaet udenfor Døren og ventet paa den elskovssyge Mand. Saa begyndte det at krybe . . .
Kongen. Vanvid! Hvem har nogen Sinde hørt, at et Fodtrin kan krybe.
Narren. Det er ogsaa det forunderligste ved hele denne Historie. Skønt — det er ikke det forunderligste.
Det er ikke en Gang underligt . . . Forstaar I ikke, at Fodtrinet tilhørte en Kvinde, som elskede Manden? Forstaar I ikke — nu tog det ham i Besiddelse?
Han forstod alt.
Kongen. Men Kvinden —
Narren. Hun var ikke Dronning over sin egen Person.
Kongen. Dronning?
Narren. Hi-hi! Tror I virkelig et Ord af den Krønike? Det er jo den rene Ammestuesnak. Taabeligheder!
Naa, Herregud, eders Hjerne kan ikke fatte.
Skriv det om, skriv det om . . . Det hele er jo tydeligt nok:
En Dag ser Manden oppe paa sit Kammer i Gulvets Sand Aftrykket af en Kvindefod, han genkender. Skyndsomst visker han det svage Elskovstegn ud; men i det samme mærker han ligesom Trykket af en Kvindefod paa sit Hjerte. En lille varm Fod paa sit bankende Hjerte.
Kongen. Naa — det er det hele.
Narren. Ja — det er det hele.
Kongen. Og det skal jeg more mig over?
Narren. Jeg har ikke bedre Morskab i Aften. Jeg er syg . . . hjertesyg.
Kongen. Ligesom han med Fodtrinet.
Narren. Paa en Prik — ja!
Hvorfor rejser I eder?
Kongen. Jeg synes, der var nogen, som kaldte.
Narren. Tys! Tys!
Ved I, hvad jeg tænker paa?
Kongen. Nej.
Narren. Da var det vel værdt at vide.
Kongen. Hvad tænker du da paa?
Narren. Paa en rød Solnedgang og en dejlig Morgen.
(Pavse).
Narren. Bringer den Historie om Fodtrinet ikke ogsaa eder til at tænke?
Kongen. Jo — paa din Dumhed!
Narren. Der traf I Centrum, Herre. —
Maa gøre eder et hviskende Spørgsmaal:
Ved I, hvad en ung Kvinde er værd?
Kongen. Hvad siger du?
Narren. En ung Kvinde!
Har I ikke hørt fortælle, at en Kvinde altid er ung. Det er Fattigmandstrøst.
Men det er ikke sandt.
En ung Kvinde ældes hurtig. En ung Kvinde elsker Saft og Kraft og Muskler. Men naar Ungdommen flyver med Vildgæssene, saa er der Plads for Narrens Elskov.
Kongen. Ho-Ho! Narrens Elskov.
Narren. Narrens Elskov er som en Haanlatter, der raaber mod Himmelen; den er Stønnen, Hulken. Den klæder enhver Kvinde i Hermelin og Purpur for straks efter at kaste hende fattig og nøgen ud for alle Vinde.
Det er de hede Drømmes og hvirvlende Tankers Elskov!
Aa — disse Kvinder, som er voksede fra deres Ungdom! Jeg har kun elsket gamle Kvinder.
Men jeg vil Ungdom! Ak — altid flygtede Ungdommen bange for min spæde Skikkelse med de sugende Øjne. Mine tynde Arme har jaget den paa Flugt.
Herre, Herre — er eders Dronning ung . . .
Kongen. Hvad er det, du mumler om?
Narren. Jeg spørger — var det Fodtrin en ung Kvindes Fodtrin?
Kongen. Hvilket Fodtrin?
(Pavse).
Kongen. Hvem hvisker?
Narren. Stille! Stille! Hørte I Fodtrinet, Herre?
Kongen. Tænd Lys! Jeg vil se Lys!
Hvad er det, som blinker der i Mørket?
Narren. En Dolk. Min Dolk!
Kongen. Tænd Lys! Du ser saa bleg og falmet ud i Mørket!
Narren. Det er min Lykkes Farver, Herre.
Kongen. Kom mig ikke nær. Hvad vil du med den Dolk?
Narren. Bore den gennem Fodtrinet . . . Holde det fast . . .
Kongen. Hvad mener du?
Narren. Fodtrinet. Kan I ikke se det? Det løber som en Mus frem og tilbage mellem mig og eder. I er smuk og mandig; det vil atter gemme sig ved eders Hjerte . . .
Var hun eders, bliver hun min? . . .
Jeg borer min Dolk gennem Fodtrinet, holder det fast . . .
Dér er det, dér . . .
(Et Skrig. Gennemboret af Dolken styrter Kongen om. Man ser en Kvinde rive Døren op og styrte ind.)