For min Fod ligger Byen
som en Rod under Skyen —
myretuetavs i Morgenens Luft,
fra fjerne Have sanser jeg Duft.
Den Stilhed om mit Vindue er sørgmodig og kær;
intet og alt er mig nær.
Den glade Vind
hopper ud, hopper ind.
Byen er som et stivnet Hav,
Bølger af Sten med graagrønt Lav.
Og alt er forbi dernede
i Stilhedens fløjsbløde Rede — — —
Jeg føler mig i Morgenens Sol
som en blomstrende Viol,
der slaar Øjet mod Sky
og aner sig grønnende, blaanende ny.
Over de mange Tage
stryger Fugle, som var de Dage.
Jeg ser tilbage —
mindes et og andet, som var mig en Fryd.
Byen hvisker: nyd!
Jeg er Byens Barn, dens enbaarne Søn,
elsker dens Himmel aaben og skøn,
elsker dens Sol
som en Stenbroviol.
Forbi! Forbi!
Hvor er det Hus, jeg fødtes i?
Den Gade er gjort bred,
hvor jeg paa Kæphest red;
Asfaltens kolde Panser
den gamle Rede kranser.
Mit Barnehjærte banker
— hvor skal det kaste Anker?