Nu vandrer Dagen afsted igen
og Mørket bliver tilbage.
Mørket er min bedste Ven,
saa jeg tør ikke klage.
Dagen gaar bort paa trætte Fjed,
den kunde ej mere give.
Og om jeg raabte: aa, tag mig med,
jeg maatte tilbage blive.
Græde og græmme mig vil jeg ej;
min Sorg sietingen kender.
Hvem kender Mørket? Hvem kender mig?
Vi er to gode Venner.