Fra Sønderjylland
i Vinteren 1864
i Vinteren 1864
Vinteren ruger saa mørk og lang,
saa stum som et Lig;
jeg hører ej anden Fuglesang
end Ravneskrig.
Den klamme Taage, den isnende Vind,
den fygende Sne,
den knuger mit Hjerte, den tynger mit Sind
med usigelig Ve.
Det trykker mit Bryst som et Mareridt
i Midnattens Gys;
o, kunde jeg vækkes og aande frit
og skimte Lys!
Jeg drømmer, at Heltenes ædle Blod
har sejerløst flydt,
at Tydsken træder mit Land under Fod
og praler lydt.
Jeg drømmer, at Danmark ligger Lig
i Dødens Blund,
at Frændskab blev Løgn, og Venskab blev Svig
i Nødens Stund.
Op, op af Søvnen! vig bort, vig bort,
du Spøgelseflok!
jeg ved, om Natten var aldrig saa sort,
det dages jo nok.
Jeg ved, om Vintren var aldrig saa stræng,
det bliver jo Vaar;
der dølges et Liv i Sneens Seng
som ikke forgaar.
Kom, frejdige Vaar, du frelsende Gæst!
lad Vinteren dø
i Torden fra Syd og Orkan fra Vest,
i blodig Tø! —
Op, op, mit Folk og ryst af din Hu
al Vinterdøs!
hvis ikke du spænder hver Sene nu,
er du redningsløs.
Der kan ikke tinges om, hvad du vil
nu offre helst;
det gjælder et eneste dristigt Spil:
fortabt eller frelst.
Der kan ikke købes med tryglende Graad
en Galgenfrist;
det eneste mandige Frelsens Raad
er: bær eller brist!
Sæt Skuden kun ud i Stormens Brag
med knejsende Mast;
hejs højt i Toppen det danske Flag
og nagl det fast!
Frygt ej for Fjendernes mylrende Hær,
mens du har saa Faa;
stol trygt paa Gud og trygt paa dit Sværd
og gaa kun paa!
Maaske, naar Bøgen i Løvspring staar
i Majsols Glands,
er glemt din Vinter og grøn din Vaar
med Sejrens Krands!