Der ruger en Sorg paa Folket; det lytter ej paa Trøst;
Det er retsom Hjertet var revet af Danmarks Bryst.
Rygtet fløj i Mørket: Kong Frederik er død! —
det var, som Danmark aldrig var før stedt i Nød.
Nu samles Danmarks Fjender; nu pleje de Raad;
nu hvisler i Krogen Forræderiets Braad;
nu tænke de: Kong Fredrik var Danmarks Liv og Sjæl,
og Folkets Mod er gemt bag hans Kistes sorte Fjæl. —
Og var det da forgæves, det ædle Kongeliv?
staar Danmark nu i Stormen som det svajende Siv?
og skal de tydske Trælle nu træde med Spot
den Jord, hvor Fredrik rejste den danske Friheds Slot? —
Ja, lad dem kun prøve det med Vold og med Svig!
end har vi Rum paa Heden til mange tydske Lig;
i Folket er der Mod, og i Landet er der Marv;
end tør de Danske værge Kong Frederiks Arv.
Saa holde vi hans Ligfærd med vældigt Vaabenbrag;
efter de tunge Taarer skal følge tunge Slag;
som Oldtidens Drotter, naar de til Valhal red,
en Flok af Venner og Fjender han tager i Graven med.
Paa Dannevirkes Skandser skal Dødsfesten staa;
der vilde for Danmarks Have han sætte Port og Slaa;
der dvæled end paa det Sidste hans Blik saa mangen Stund;
der stod hans Sjæl i Kampen i Dødstimens Blund.
Staa fast, staa fast, I danske Mænd! thi viger I et Fjed,
da faar den døde Konge i Graven ikke Fred;
da kommer han paa sin hvide Hest, da klinger hans stærke Røst;
da kalder han Ryes Brigade fra Gravene til Dyst!