Ved et Studenterjubilæum
1858
1858
O, hvilke Dage staa frem for min Tanke!
fem og tyve Aar deres Glands ej har slukt;
Haabet oplod sine Skyslotte blanke;
Verden var for trang for vor dristige Flugt.
Højt var vort Maal og bevinget vor Fod;
Hjertet slog stolt, mens om Sejre vi drømte;
Ungdommens Flammer og jublende Mod
var i hvert Bæger, vi tømte.
Atter vi samles, en Levning af Flokken; —
vide var vi spredt paa vor Pillegrimsfærd, —
Panden lidt furet, lidt tyndere Lokken;
o, men dog hvor hjemlig jeg føler mig her!
Broder, saa kom da, sid hos og fortæl:
Hvor har du færdedes? hvad har du fundet?
hvad var din Idræt, og hvad var dit Held?
hvad har i Striden du vundet? —
Plukked i Musernes Lunde du Krandse? —
byggede du kraftigt paa Dannemarks Vold? —
brød du mod Løgn og mod Dumhed en Landse? —
løfted du for Ret og for Frihed dit Skjold? —
skrev du dit Navn paa en Daad, som var værd
mer end de Krandse, som Døgnet kan binde? —
Held dig, engang skal Erindringens Skær
mildt paa din Livsaften skinne!
Sig, om du fandt paa din Vandring en Kvinde,
ren og skær som Liljen og trofast og øm? —
ejer du end kun det hellige Minde,
eller kun et Billed, der bor i din Drøm:
Held dig, min Broder! — for Smerter og Savn
sødere Trøst er i Verden ej funden:
nævn du saa sagte det elskede Navn;
tøm saa dit Bæger til Bunden!
Men var paa Vejen din Lykke kun ringe,
kommer du tilbage tomhændet og bar,
har du slet Intet til Festen at bringe:
bring du kun dig selv da; men kom, som du var.
Har du bevaret din frejdige Aand,
kan end som dengang du sværme og drømme:
Broder, saa ræk mig din trofaste Haand
og lad os Bægeret tømme! —
Naar vi nu skilles, — se Timerne rinde; —
aldrig som iaften vi mødes vel her: —
leve vor Ungdoms velsignede Minde!
lad det ikke blegne for Verdens Besvær!
Livet er Alvor og Striden er haard;
Blændværkets glimrende Boble maa briste;
men, hvad vi elsked i Ungdommens Aar,
blive vi tro til det Sidste!