For Danmark
(1845.)
(1845.)
Hil vor Moder, Hil den Gamle!
helligt hendes Navn!
gerne Sønnerne vil samle
sig i hendes Favn.
Ingen Brud i Ungdomslue
dejlig er som hun at skue,
ingen Røst som hendes Stemme
liflig at fornemme!
Kun hos hende kan vi trives
ret med Lyst og Mod;
Planten visner, naar den rives
fra sin faste Rod.
Sagn om Jordens Søn vi hørte:
naar sin Moders Skød han rørte,
dobbelt følte han derefter
voxe sine Kræfter.
Mangen prægtig Fane vifter
over Ærens Vang,
vinker Helte til Bedrifter
under Sejerssang;
men kun en i Verden vide
os kan kalde til at stride;
kun hvor Dannebroge vajer,
haabe vi paa Sejer.
Moder, er du fattig vorden
paa de gamle Aar?
du, som Dronning var i Norden
i din fejre Vaar!
maa dit stolte Bannermærke
nu sig bøje for de Stærke? —
vi har Hjerter, vi har Arme!
sig os al din Harme!
Se du frit i Fremtids Taage,
krands din lyse Lok!
gode Vætter for dig vaage;
Sønner har du nok;
hvor man bryde vil dit Gærde
vil vi være flink paafærde;
vi vil gaa, hvor du vil kalde,
staa med dig og falde!