Thøger Larsen (1875–1928)

Naar Nordens Lande sig mod Solen bøje,

det unge Foraar skrider over Høje.

Hun vinker Søndenvinden op at danse

og Barnet ud at binde Blomsterkranse.

Staar Solen mellem os og Krebsens Stjerner,

i salig Søvn sig nærer Frø og Kerner.

Det næste Livets Flor det faldne følger,

og Ungdom svaler sig i Svulm af Bølger.

Men atter daler Lyset for vort Øje,

og Leen sabler Livet ned om Høje.

Sangfuglen rejser bort, og Græsset mørkner,

og Dyr faar travlt, før Agrene bli’r Ørkner.

Stenbukkens Stjerner staar nu Sol bag Ryggen,

Sneriget daler ned, og lang er Skyggen.

Ved Bord og Lampe Jordens Børn sig sætter

og lukker Døren for de sorte Nætter.