Morgenbadet
(En ung Mand til en ung Kvinde ved Søen)
(En ung Mand til en ung Kvinde ved Søen)
Paa skønne Ben du skrider mod Søen blaa,
hvor Ild fra Solen leger som unge Slanger!
Du Synderinde af Ungdom og uden Anger
skal Vandenes salte Søvn-Omfavnelser faa.
Og Morgenen vokser under den lyse Sky,
som levede vi under selve Tidernes Gry.
Jeg ser dig for mig, kun i en solhvid Særk,
og Luften flytter varsomt med Lys og Skygger.
Din trygge Skønhed fortroligt paa Jorden bygger
og vidner, at Himlens Hvælving er strakt og stærk.
Du tøver — og tager mig i dine Øjens Blaa,
der sejrer og siger saa svangert: Vi forgaa!
Et Morgensmil i Kindernes Buer staar,
som Sejersminder efter en sluknet Rødme.
Et Skær af Solens Kraft og af Syndens Sødme
i Blikkets Søer under det unge Haar.
I Barmens vuggende Hvidhed en Gud har leet,
mens Stjernernes inderste Underværk er sket.
Dit Væsens Troper straaler imod min Hu —
uendelig frodigt under din gode Pande.
Mit Hjerte løftes af Have og gyldne Vande.
Befriet — lutter Menneske blev du nu.
Et Baal af uudgrundelig Nøgenhed
slog gennem mit Sind, som Lyn slaar i Havet ned.
Som dugget Sølv dine Øjne nu ser paa mig,
du vaagnede Pige, der sover for alle Tider.
Og Lykken ligger omkring os til alle Sider.
Og svale Vande ligger og venter dig.
I alle Former løb du af Stjernen fuld,
du gaadefulde Ætling af Mødre i Muld.