Strandvalmue,
Blomsterlue,
Blomsterlue ved Bredning blaa!
Du blusser paa skønne,
stridbart grønne
Planter, der modigt i Sandet staa,
fjedrende stinde
mod salte Vinde,
salte Vinde fra Bredning blaa.
Strandvalmue,
Blomsterlue,
Blomsterlue paa nøgen Strand!
Fra grønne Tander
dit Gule bander
paa Livets Ret imod Sø og Sand.
Fjernt fra de fagre,
fede Agre
staar Du som Kætter i Verdens Ban.
Blomst ved Bredning,
Plante-Hedning!
Over Dig flagrer den friske Dag.
Dit salte Væsen
med Søvinds Blæsen
mødes i indre stridt Behag.
Stundom vel svier
Roden, der dier
Strand, som slubrer i Bølgeslag.
Strandvalmue,
Blomsterlue,
Blomsterlue ved Bredning blaa!
Bondemands Datter
med hvippende Patter
ser du forsigtig i Badet gaa.
Flyndren glider,
Krabben bider,
Krabben bider i Pigens Taa.
Blomsterflamme!
Bølgens Kamme
hvassere tirres mod Efteraar.
Frø bliver modne.
Frugter skal raadne.
Mændene ud med Leerne gaar.
Stormene lange
omkring din Tange
slukker dit sidste Blus for i Aar.
1905