Flad Strand og Klitsandsdyner,
blankt Hav med snehvid Bølgebræm.
Hvad underlige Syner
den Maane tryller frem!
Hvad Dandsen og hvad Dirren
af Havfrukroppes Spring og Sving;
mit Syn gjør ondt af Stirren
mit Bryst gjør ondt af Sting.
Der dandser først af Alle
skarpt, skarpt belyst min Lidenskab;
i hendes Favn at falde
er Sjæls- og Legemstab.
De Bølger hende rulle,
til Hav og Strand er Blus og Brand,
men hendes Hjertes Kulde
gjør mørkt om min Forstand.
Efter Em. Geibel.