Ud at flyve, hvor Himmel og Jord gaaer i Eet,
hvor den frie Natur intet Skjel har at ændse,
men hvor Steppen sig strækker saa vidt og saa bredt
som en endeløs Sorg uden Grændse.
Kast langt ud i det Rum alt, Du døjed af ondt,
alt det Haarde, det Bittre, som dybt inde sidder,
lad det fejes afsted, smuldre hen, hvirvles rundt
og gaa bort i de blaanende Vidder.
Og giv fri hvert et Kys, gjemt i Ord eller Skrift,
hver en Kjærlighedsalf, alle vingede Drømme;
jag dem hjemad til Gud ind igjennem en Rift
i det ulmende Skytæppes Sømme.
Flyv saa, lettet for alt, flyv, flyv videre blot
uden Hjerte til Graad, uden Sjæl til at smile,
over Steppen, der dirrer i flimrende Graat
som en endeløs Sorg uden Hvile.