Et Par Svaler jog op og jog ned
gjennem Tvelys i snublende Hast;
over Vandet en Slagskygge gled,
og i Røret hang Mosebryg fast.
Ud af Rørskovens halvmørke Mur
med en Lyd som af Bristen og Knæk
kom en tilhyllet, smidig Figur,
men jeg skimted kun halvt hendes Træk.
Og jeg vidste kun halvt, hvem hun var,
men vi gik langs de fugtige Siv;
vi gik tæt som et elskende Par,
for hun lagde min Arm om sit Liv.
Men min Haand, der ved Barm hende laa,
følte dunkelt, at Barmen var tom,
uden Hjerte som før til at slaa;
og jeg vidste knap, hvorfor hun kom.
Længe hvisked hun Ting paa et Sprog,
som jeg halvvaagen halvt kun forstod.
Saa forsvandt hun og skjød som en Snog
ud igjen i den natblege Flod.