Pløjemarkens Flade skraaner
sort mod Luft af Hvidt;
helt, helt ud, hvor Disen blaaner,
alt det Land er mit.
Mit af Navn, om ej af Vælde
Folk det kalde kan;
mest er mit hint Krat af Elle
langs med Flodens Rand.
Langs Pustynkaflodens smalle
Løb bag Siv og El
hører Hjejlens Røst jeg kalde
sent hver Sommerkvæld.
Danske Fugl, Du Jyllands Hjejle,
kunde hist jeg staa,
hvor sig Hjemmets Ege spejle
tyst i Gudenaa,
hvor i Lysglimt fra det friske
Strømvands Blink af Staal
Barndomstidens Fylgier hviske
paa mit Modersmaal!