Ensomme Nat! Hvilket mig kun forstaaeligt
Strengespil hvisker saa blødt,
Aandekys ligt af et ømt, uopnaaeligt
Kjærlighedshaab, der er dødt!
Tyst som et Gjenfærd min brat mig berøvede
Lykke ved Nat banker paa,
banker paa Hjertet, det trætte bedrøvede
Hjerte, som næppe kan slaa.
Elskede, kom! Drag fra jordisk forfængelig
skurrende Mislyd mig bort;
saml mig med Dig i en klar, uforgjængelig
helliggjort Skjønhedsakkord!