I Fortids Rim jeg læste mange Gange,
Der stod om Dyd og Dejlighed fortalt;
Og herligt formed sig de gamle Sange,
Thi Skjønhed selv til Liv dem havde kaldt.
Da saa jeg grandt, hvor Sangen højt sig hæved
Til Pris for det, jeg rigest elske vil,
At for den gamle Digters Syn der svæved
Et Billed, som kun Du kan svare til!
Saa var det altsaa Dig, der stod beskrevet!
Hvert ædelt Digt var kun om Dig et Bud!
Dog aldrig mægtig nok din Roes er blevet;
De aned den, men fik den ej talt ud.
— Og vi, som see vor Sol i dine Dage,
Beundre Dig — til mér er vi for svage.
Efter Shakespeare.