Du klare Strøm, hvor hun, min Helgeninde,
Har viet med sin Fod det sølvgraa Sand,
Hvor hvert et Bølgeblink har spejlet hende,
Som Stjernen spejles i det blanke Vand;
Hvor rosenkindet Vaaren sig forynger
I milde Regnfalds vellugtsvangre Bad,
Hvor roligt Fuglen over Bølgen synger,
Mens Duggen ligger klar paa Blomst og Blad!
Naar Dagens Ild til Aftenskjær var blegnet,
Har tidt min Dronning dvælet ved din Bred;
Og stod hun klart mod Himlens Guldgrund tegnet,
Har dine Vover malt min Kjærlighed!
Saa rinde dine Vover stedse rene!
Vær hilset, Du min Musas Hippocrene!
Efter Drayton.