Et herligt Syn, naar frit hun lader gynge
De løste Lokker for den viltre Vind;
Et herligt Syn og herligt at besynge,
Naar Rosen rinder op i hendes Kind!
Og herligt, hvor hun fint forstaaer at føre
Sin Dejligheds den glimrehvide Dragt,
Saa intet Stænk af Hovmod kan berøre
Den Glands, der er om hendes Ydre lagt!
Men herligst, naar jeg hører hendes Stemme:
— Bag Purpur ser jeg gjemt et Perlebaand,
Men hvert et Ord, som hendes Læber gjemme,
Blev formet til en Pryd for hendes Aand!
Og alt det andet kan en anden hædre!
— Din Aand har løftet mig og gjort mig bedre!
Efter Spenser.