Betragt det Smil, hun har omkring sin Mund,
Og sig mig sandt, om før I saa dets Lige,
Saa tidt fra hendes Sjæls den dybe Bund
Til Øjet op de tusind Engle stige!
Da lysner det, som naar mod Storm og Slud,
Der uden Skjel greb an ved Sommertide,
Den stærke Sol staaer frem og ruller ud
Sit Hav af Straaler over Verden vide:
Saa flygter Stormen, hele Verden leer;
Den mindste Fugl, som Regnen havde kyset,
Faaer glattet smukt enhver forpjusket Fjer,
Og kviddrer højt og bader sig i Lyset!
Saa blev mig Himlen stedse høj og blaa,
Hvergang et Smil om hendes Mund jeg saa!
Efter Spenser.