Hr. Johnstone og hans unge Maag
De drikke den røde Vin:
»Vel, at Du haver min Søster fæst,
Som jeg haver fæstet din!« —
Det var Hr. Johnstones unge Maag,
Han ypped den værste Kiv:
»»Endog jeg haver din Søster fæst,
Hun vorder aldrig min Viv.««
»»Endog jeg haver din Søster fæst,
Jeg vidste vel, hvad jeg vilde:
Jeg rider saa lønligt til hendes Bur
Og gjør hende til min Frille!««
Hr. Johnstone drog ud sit gode Sværd,
Han bøjed sig over Bord,
Han hug saa fast til sin unge Maag,
At aldrig han mæled et Ord.
Hr. Johnstone driver sin Ganger frem,
Som aldrig han drev den før;
Saa red han ud til sin Søsters Bur,
Han klapped paa Buredør.
»Hvorfor kommer Du, Broder min,
Aarle den Morgenstund?
Og jeg har drømt, at de jaged Dig
Som vildene Dyr i Lund.« —
»»Sandt har Du drømt, at de jaged mig,
De jage mig vel tildøde;
For jeg har slaaet din Fæstemand,
Han vilde din Ære forøde.«« —
»Og har Du slaaet min Fæstemand,
Saa faa Du den værste Men!
Dine Fjender skulle fange Dig ind
Og hænge Dig højt i Gren!« —
Hr. Johnstone driver sin Ganger frem,
Som aldrig han drev den før,
Saa red han til sin Fæstemøs Bur,
Han klapped paa Buredør:
»Og hvorfor kommer Du, Hjertenskjær,
Aarle den Morgenstund?
Og jeg har drømt, at de jaged Dig
Som vildene Dyr i Lund.« —
»»Sandt har Du drømt, at de jaged mig,
De jage mig vel tildøde;
Din eneste Broder ham har jeg dræbt
Og gjort Dig den bittreste Møde!««
»Min eneste Broder ham har Du dræbt,
Saa falder Sorgen mig paa.
Men altid gik mig Sorgen af Hu,
Den Tid jeg paa Dig kun saa!«
»Gak ind, gak ind, Allerkjæresten min,
Til Hvile Du vel kan trænge;
Selv stander jeg op paa det høje Taarn
Og vogter Dig blidt og længe!« —
Saa stod hun op paa det høje Taarn,
Og saa sig ud over Tind;
Der saa hun femten væbnede Mænd,
De red under Muren ind.
»Hav Du Godmorgen, Du Jomfru fin,
Med Guld om dit lyse Haar!
Og sig, om Du saa en fredløs Mand
Kom ridende til din Gaard?«
»Sig, om Du saa en fredløs Mand,
Hans Hest saa vel kunde springe,
Naar han rørte sin hvide Falk,
Der drypped Blod paa dens Vinge.«
»»Vel har jeg set den fredløse Mand,
Han havde saa liden Ro;
Han tvang med Spore sin rappe Hest,
Han red over Tynes Bro.««
»»Men jeg vil bringe Jer Mjød og Vin,
Mens Duggen falder saa kold;
Den Ridder er reden af Skotland ud,
I fange ham aldrig i Vold.«« —
»Hav Tak, Skjønjomfru, for dine Ord,
Og drik Du selv din Vin;
Men han har vundet Alverdens Guld,
Der blev Allerkjæresten din!« —
Saa kasted de deres Gangere om,
De red over Tynes Bro;
Den Jomfru kaldte Hr. Johnstone ud
Og listelig til ham lo.
Hr. Johnstone troede, hun raadte ham Svig,
Der blidelig hun ham kysste;
Han drog sin Daggert af Beltet ud
Og satte den i hendes Bryst. —
»Og hvorfor blev Du mig nu saa vred,
At ilde Du kunde mig slaa?
Alt det Guld, der er i mit Bur,
Det maatte Du gjerne faa.« —
»»Lev nu! lev, Allerkjæresten min!
For Christ og Maria milde!
Alle de Læger, i Skotland er,
Skal tjene Dig aarle og silde!«« —
»Og kunde jeg leve, Du Hjertenskjær,
Jeg gjorde det, naar Du bød;
Men ser Du ikke mit Hjerteblod,
Der triller ned i mit Skjød?«
»Nu rid Du hastig af Landet ud,
At Ingen slaaer Dig med Sværd;
Og hav Du aldrig Taare paa Kind,
For Du er min Hjertenskjær!«
Efter det Skotske.