Hr. William var en Ungersvend,
Han vilde Runer lære
Alt hos Lord Lundies Datter væn,
Og hun have Pris og Ære!
Hun læste med ham den skrevne Bog
Baade ved Gry og ved Kvæld,
Og der de havde læst Bogen ud,
Saa undte han Jomfruen vel.
Han fæstede hende til Adelviv
Med faure Ord og med snilde;
Men da Lord Lundie spurgte det,
Han vilde den Elskov forspilde.
»Og hør Du, kjære Datter min,
Du sømmer og synger Dig glad;
Men dengang Du loved Hr. William Tro,
Du spurgte mig lidet ad.«
»Du skal ikke blive Hr. Williams Brud,
Han tør Dig aldrig beholde,
For Du skal ægte den unge Prinds,
Al Engelland haver ivolde.« —
»»Og skal jeg ægte den unge Prinds,
Saa bliver jeg altfor stor,
Langt heller jeg vil hos Hr. William bo
Endog under sorten Jord.«« —
Saa førte de hende til Kirken hen
Sammen med Prindsen hin unge,
Silke flød for Gangerens Fod,
Alle de Klerker sjunge.
Hun maatte hos ham for Alteret staa
Og høre den lange Læst,
Hr. William ganger i Kirken ind
Og frem for den Sognepræst:
»Min fromme Herre luk Bogen i,
En liden Stund vil I vente,
Alt mens jeg hilser den unge Brud,
Tilforn jeg vel hende kjendte!« —
Det da svared den Sognepræst,
For han var brat i sit Ord:
»»Du kunde hilset den unge Brud,
Før hun til Kirke foer!«« —
Der William talede første Gang,
Da græd Lord Lundies Datter;
Men da han talede anden Gang,
Saa hjertelig brast hun i Latter.
Først saa stødte han Vinduet op,
Og siden drog han sit Sværd,
Ind gik alle hans bolde Frænder,
Der skinned Sol over Spær:
»Hør Du det, Du engelske Prinds,
Og om jeg maatte Dig raade,
Saa giver Du mig min Brud igjen,
Det kommer Dig bedst til Baade.
Tag Du i Favn dit forgyldene Skrin,
Om ikke Du bedre kan faa,
Jeg tager i Favn Allerkjæresten min,
For nu skal vort Bryllup staa!« —
Lord Lundie stander i Kirkedør,
Det Bryllup hued ham ilde:
»Nu tog Hr. William min Datter hjem,
Saa nødig, som jeg det vilde!«
Efter det Skotske.