Der red en Svend over Heden ud,
Hans Fjender vare saa mange.
De hug ham fra baade Sværd og Skjold
Og toge ham ilde tilfange.
De ledte ham hen til det høje Taarn,
Saa fast de lukked ham ind.
Det saa en Jomfru i Højenloft,
Og hende randt Taare paa Kind.
Og hun gik frem for sin Fader at staa,
Hun drog sin Guldring af Haand :
»I give mig fri den fangne Mand,
I løse ham af hans Baand!«
»»Jeg giver Dig ikke den fangne Mand,
Jeg lader ham aldrig fare;
Om end det var for dit gule Haar
Og for dine Øjne klare!««
Den Jomfru bagte saa lidet et Brød,
En Fil hun lagde der;
Hun kasted det ind til den fangne Mand,
At han skulde vorde fri.
Det gav hun ham, den Jomfru fin,
En Brynje med gyldne Skjæl,
Hun satte ham op paa sin Faders Hest:
Hr. Ridder far I nu vel!
Og der han var kommen ad Vejen frem,
Saa brat han monne sig vende;
Han saa kun lidt paa det høje Taarn,
Han saa vel mer efter hende.
Nu hilser jeg alle Jomfruer smaa,
Dem alle hende til Ære!
For hun har rettet mit unge Liv,
Og hun er min Inderligkjære!
Efter det Flamske.