Hr. Jon beder lægge Sadel paa Hest,
Af Landet vilde han ride;
Ung Ellen stander i Buredør,
Hendes Taarer runde saa stride:
»Solen skinner den Sommerdag,
Og snart bliver Kornet mod;
Rid Du kun paa din høje Hest,
Jeg følger Dig paa min Fod.« —
»»Og hvorfor skulde Du følge mig,
Naar helst jeg rider alene?
Mig følger kun en liden Smaadreng,
Han kan mig vel bedre tjene.«« —
»Selv vil jeg være den liden Smaadren
Der sadler din Ganger rød;
Selv vil jeg være den liden Smaadreng
Der giver din Hund sit Brød!« —
»»Hunden æder Dig Brødet fra,
Kun Skorpen faar Du tilbage;
Ung Ellen, saa glemmer Du vist Din Tro,
Og bitterlig vil Du Dig klage.«« —
»Om Hunden æder mig Brødet fra,
Mens jeg faar Skorpen tilbage,
Jeg glemmer aldrig min Tro mod Dig,
Jeg elsker Dig alle Dage!« —
Saa bandt hun op sit gule Haar
Og kilted sit løvgrønne Skrud,
At hun maatte ligne de Pilte smaa,
Der gange for Riddere Bud.
Hr. Jon sad op paa sin høje Hest,
Saa hastig monne han ride;
Ung Ellen løb paa sin bare Fod,
Hun traadte fast ved hans Side.
Aldrig var han saa høvisk i Sind,
At hun til at ride kom;
Aldrig var hun saa gjæv i sit Ord,
At hun turde bede derom.
Hun fulgte med ham den hele Dag,
Til Sol imod Aften led,
Og da de kom til Clydes Strøm,
Den var baade dyb og bred.
Saa svam hun efter hans gode Hest
Igjennem Vover og Væde;
Det lidet Barn, hun bar under Bryst,
Af Kulde tog til at græde.
»Lig Du stille, Du lidet Barn,
Alt som Du forhen laa;
Din Fader sidder saa højt paa Hest,
Dig passer han aldrig paa!« —
Der de kom til den anden Bred,
Da blev hende Skrænten brat;
Saa mindeligt spurgte hun Hr. Jon,
Hvor de skulde hviles om Nat.
»Og ser Du ikke det høje Slot,
Der falder Sol over Tinde;
Der fæster jeg Dig til en Riddersvend,
Helt mange har jeg derinde.« —
»»Vel kan jeg se dit høje Slot,
Og tung er Vejen derhen;
Tungest er det at elske ham,
Der aldrig elsker igjen!«« —
»Ung Ellen, jeg veed mig en lønlig Sti,
Hvor Solen skinner saa varm;
Der har jeg en anden Jomfru fæst.
Det bliver Din værste Harm.«
»»Og har Du en anden Jomfru fæst,
Saa vil Du hos hende bo;
Og mere skjøn er vel hun end jeg,
Vist aldrig dog mere tro.«« —
Da han kom til det høje Slot,
Saa fast han bankede paa;
Da rapped sig den liden Portner,
At lade Hr. Jon indgaa.
Mange var de Fruer og Møer,
Der hilste Hr. Jon paa Trappe;
Ung Ellen hun gik allersidst
Og efter ham bar hans Kappe.
Det mæled Hr. Jons den yngste Søster,
Og hun var en Lillievand:
»Aldrig saae jeg vænere Smaasvend
Udi det hele Land!«
De bænked Hr. Jon ved det høje Bord,
Da Messen var sjungen til Ende;
Ung Ellen sad ved den lave Disk
Imellem de andre Svende.
»Drik Du Vin, Du liden Smaadreng,
Og tag Du det hvide Brød!« —
»»Hvor skulde jeg tage Vin og Mad?
Mit Hjerte slaaer mig tildøde!«« —
Hr. Jon han bød sin Moder Godnat,
Hun gav ham et Ord igjen:
»Din Smaadreng ligner en Ægteviv
Mer, end han ligner en Svend.« —
»»Tal ikke saa, kjær Moder min,
Om Du vil hue mig bedst. —
Gaa ned i Stalden, liden Smaadreng,
Og sov Du hos min Hest!««
Ung Ellen lagde Korn for hans Hest
Og strøede under den Stråa;
Saa læned hun sig mod Staldens Væg,
Stor Møde kom hende paa.
Saa mange Heste var der i Stald,
Men ingen Viv eller Mø;
Ung Ellen fødte en liden Søn
Og dækked ham til med Hø.
»Stat op, stat op, Du Herre Jon,
Og klæd Dig for din Seng,
For vist der græder et lidet Barn
Alt hos din liden Smaadreng!«
Hr. Jon han gik over Gaarden ud,
Alle de Stjerner skinne;
Staldens Dør var lukket og stængt,
Ung Ellen hun sang derinde:
»Visselulle, Du lidet Barn,
Sov sagte, mit Hjerteguld;
Jeg vilde, din Fader en Konning var,
Din Moder var lagt under Muld!«
Hr. Jon han bad hende lukke op, —
Hun vilde det ikke for Blu.
Saa drog han ud sit gode Sværd
Og rendte Døren itu.
Ung Ellen vugged det lidet Barn,
Hun vugged det i sin Haand:
»Du sende din ringeste Tjenestekvind,
Hun giver mig en Drik Vand!«
Det var Hr. Jon, han vendte sig om,
Han fældte saa mødige Taare:
»»Krist elske Dig og vor unge Søn,
For Du har elsket mig saare!««
Klokkerne ringe den Morgenstund,
Det lyser paa hvert et Straa;
Ung Ellen var den faureste Brud,
Som Nogen i Verden saae.
Efter en skotsk Romance.